Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 13. februar 1874

Talen af en ædru og stille Aand

[Fredag] 13/2 74.

Min kjære Morten.

Naar Du strax faaer Svar paa og Tak for Dit sidste Brev, saa er det først for yderligere at forklare mig m.H.t. den Udtryksmaade "Herren trænger til os", at det nemlig kun var og er Udtrykket, jeg har imod, medens jeg med Dig erkjendte og erkjender, at Herren i dybeste, ret christelig (dogmatisk) Forstaaelse har os behov og at det tilsidst er vor Frelse, Trøst og Fred at være kaldede og at have forstaaet og fulgt Kaldet til at arbeide med ham paa Rigets Komme i os og til os i Herlighed: Riget er jo et Rige af Msker og uden Mennesker kan Riget jo slet ikke komme hverken i det Skjulte eller Aabenbare. – Naar jeg 2 henviste eller rettere omtalte mit gamle Vidnesbyrd, da var det mere for at imødegaae ogsaa mig selv, thi jeg har da godt lagt Mærke til mig selv for 20 Aar siden, da jeg skrev til Dig; og skjøndt jeg væsentlig endnu samtykker i det, som Din Røst nys har gjentaget, saa troer jeg dog mellem Linierne at kunne høre en stille Betænkelighed i mit Hjerte overfor Udtrykket. – Heller ikke jeg kunde holde paa at drage ud mod Birkedal¹, fordi jeg væsentlig er enig med ham i, at Vorherre "ikke kan undvære det lille Danmark" – et yderligere potenseret Udtryk –; men desuagtet vilde og kunde jeg ikke benytte mig af et Udtryk, som næppe har Hjemmel i den hellige Skrift og som jeg vil sige om, at det fattes, hvad 3 jeg lægger stor Vægt paa for mig selv, Ædruelighed. Der er 2 Kjendemærker paa den Viisdom herovenfra, paa Aanden, som vidner for min Aand, Prædikerens Aand og Røst, 2 Kjendemærker, som mig meer og meer faar afgjørende Betydning, og det er: Talen af en ædru og stille Aand. Det troværdige Vidnesbyrd tør ikke savne disse Mærketegn, og skal Prikken rammes, skal der ikke skydes forbi, da maa det personlige Sigte tages ud af en saadan Aand. – Jeg siger ikke, at Sandheden i sig selv er krænket, men jeg spørger om ikke Viisdommen har et andet og bedre Sprog og Udtryk for Sandheden, end dette: Herren trænger til mig. At Han længes efter mig – det kan trænge og mane min Sjæl, det kan jeg prædike 4 for Andre med Frimodighed. –

Men, kjære Søn, nu ville vi ikke stride mere om dette Ord og Udtryk; og jeg kan godt føie til, at ligesom jeg i det Hele har let ved at give Dig Gud i Vold med Dit eget Hjerte, Dine egne Tanker og kun har Glæde af at følge Dig paa Veien, saa vilde jeg, om jeg kunde, ikke have strøget selv dette omstridte Ord af Din velsignede Prædiken, som ikke blot ved Øresund men ogsaa ved Gudenaa har pustet paa den gamle Arbeider og sagt ham, at han ubekymret for Hvilen kun skal blive ved at arbeide og ikke trættes thi Vorherre kan, vil endnu bruge de sidste Kræfter – ja trænges maaske just nu til dem her paa Stedet. Ja, Du har stor Ret i, at kunde vi kun skjønne ret paa Arbeidet, skal Sukket efter Hvilen komme des fuldere og naa Arbeidsherren.

5 [Ark] 2/
Hvad angaaer, at Du igjen skal samle Folket ved Dit Fiskerleie paa 1 S. i Fasten², da vil jeg kun sige, at jeg hjertelig i det Stille har glædet mig over den Gjerning, som der er aabnet for Dig og at jeg saa lidt i dette som i andet Stykke vover at gaae mellem Bark og Træ. Min sidste Yttring udgik fra det Ønske, at Morten dog ikke strax vilde sætte sig for eller love Folket at prædike hver eller knap nok hveranden Søndag – jeg tænkte mig til en Begyndelse en Gang hver Maaned; men naar Tiden er der for Dig, er det jo ogsaa forstaaligt, at baade Du og Tilhørerne efterhaanden finde en Maaned at være for lang Ventetid, og godt, at Hjerterne paa begge Sider bevares varme.

6 Hvad Inger angaaer, da er jeg fuldstændig enig med Dig ^om√ Halvheden i den tagne Beslutning. Den er ligefrem Moders Forslag til Inger, og jeg har i Øjeblikket ikke havt Mod til at staae Moders Udtalelse imod. Kan Du ved at tale med Onkel og Inger faae denne Bestemmelse stillet hen paa det Uafgjorte, alt som Liv og Død og Hjerternes Stilling maatte komme og være, naar Aaret er omme, da var det godt. Det Eneste, som gjør, at jeg er forligt med en Frist, er Hensynet til min Broder, som vel i al Fald kan trænge til, at Skilsmissen mildnes lidt for ham; thi dersom Forholdene vare uforandrede 7 ad Aare – da vilde det overfor Tanterne være for Inger at gaae i Fængsel paany.

Kan Du virkelig bære og taale det haarde Artilleri-Arbeide og ønsker Du Bytning, saa ville vi være meget glade ved at see Dig tilbage i Din Stilling som "Student" til næste Vinter, og vi ville gjerne tage ved den tungeste Ende af Byttesummen, dersom vi da kunne magte det; og i Haab om, at Du frigjort fra Militær Tjenesten nok vilde kunne bjerge Dig selv i Kjøbenhavn, ville vi ikke være bange for at hjælpe til Løsepengene for den lange Tjeneste³.

8 Og saa, min kjære Søn, hilse Du alle de mange kjære og rare Mennesker, som du ventede efter Dit Brev at samles med til Fastelavns Løier. Julie og alle Hendes, Inger og Broderen, Onkels Huus og den kjære Brodersøn i Sverrig.

Moder er rask. Jeg troer næsten, at Maries lille Pige skal døbes paa Søndag; hun vil selv bære Barnet over Daaben⁴. Men det er bedst, at I tie og bie paa Besked om, at det er skeet.

Og saa Gudsfred tilsidst og Levvel.

Fader.