Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. Januar 1874
Ingers Fjernelse fra Hjemmet
[MPs tilskrift øverst:] 1874 eller så omtrent. Om Inger i Helsingør.
[Januar 1874]
Min kjære Morten.
Da jeg forleden skrev til Erik, fik jeg Brug for nogle rene Blade1 af mine Nytaarsbreve; idag skal Du faae Deel i Offeret. Det er et Skyldoffer: jeg skylder Dig Svar paa Din Udtalelse om vor og Ingers gjensidige Trang til hinanden. Jeg for min Deel havde let ved at forstaae Dig og give Dig Ret; jeg har jo fra Begyndelsen og hele Tiden siden forholdt mig eftergivende til Ingers Fjernelse fra Hjemmet og Ophold i min Broders2 Huus. Sværere var det for Moder, hvis Villie skete, strax at rumme og sige Amen til Dit Brev, men det maatte jo atter 2 tilsidst beroe paa hendes Villie for Hjemmets Vedkommende og overfor Ingers Bedste. Med hver Dag og Nat Spørgsmaalet nu har vaaget og sovet hos og med hende, har jeg dog tydeligvis mærket, hvorledes hendes Hjerte lettere og gladere har kunnet tænke paa og tale om Glæden og Trøsten af at have Inger hos os og hvorledes hun (Moder) efterhaanden har faaet Medfølelse ogsaa for Inger, der, som hun nu siger det, efter det lange Ophold mellem Fremmede har to Gange Ret og Lov til at komme hjem igjen. Moder er nu kommet til at bede mig sige baade Dig og dem i Helsingør, at Hjemmet ganske vist trænger til Inger, og at vi ville 3 glæde os, om dette ikke blot maatte blive forstaaet i det Gode af Broderhuset og maatte imødekommes af Barnets egen Hu og Trang til at dele Livet med sine Forældre og Sødskende igjen.
At skrive dette til Dig som Svar paa Tiltale, falder mig en Deel lettere, end at bryde Isen nede i Helsingør; dog vil det vel lykkes mig en af de første Dage, nu da Moder selv er afgjort for, at der skeer en Henstilling til den anden Part. I Forbindelse med dette Spørgsmaal har Moder jo ogsaa brudt sit Hoved med Margrete, som hun gjerne vil have lidt ud blandt Fremmede. – Hele Vinteren har hun 4 ymtet herom; nu er Talen og Ønsket bleven eftertrykkeligere, da hun med Rette synes, at her ellers for mange store Pigebørn komme til at gaae over hverandre. Mathilde ikke at forglemme, som snart qvitterer Skolen, vil confirmeres og rager alle de Andre over Hovederne. Heri er jeg nu ganske enig med Moder, naar Margrete selv er villig og det kunde lykkes at finde et godt Sted, som ikke kostede for meget; thi jeg er fra Mosters3 Side stærkt nok engageret i Forveien og jeg trænger til at puste lidt og faae Hjemmet paa Fode efter de mange trykkende Aar med Pensionsbyrderne4. Skulde Du og andre tjenende gode Aander 5 ogsaa i dette Punkt kunne flyve hid og skyde os gode Tanker i Sind – da værer velkommen.
Moder har havt det usædvanlig godt den sidste Tid. Jette Mikkelsen5 kom her i Fredags og det opmuntrer og glæder os Alle at see hende saa barnlig og aaben iblandt os. Jeg vil kun ønske og haabe for hende, at Student Nielsen maa udvikle sig sundt og naae det Maal, som Jette mener han arbeider for af alle Kræfter. Hun bad mig læse et langt Brev fra ham, i hvilket han føler Trang til at gjøre Rede for hele sin 6 Livsudvikling og sit nuværende christelige Standpunkt; der er ikke saa lidt Sygeligt i hans Natur og det skal vise sig, om virkelig "Frimodt", som han kalder den første og eneste Præst6, han fandt i sin mørke, grublende Gang, kan føre ham til Freden og Hvilen i Vorherre. Han arbeider for at tage theol. Examen til næste Juul.
Du har vel læst de to fortræffelige Smaabøger7 af Otto Müller8, de 4 Taler og Politik og Christendom. Jeg tænker saa ofte paa at ville sende Dig disse Smaating, som læste ligge hen; men jeg tænker saa, at de komme bagefter. De cirkulere saa her blandt Venner, som ønske at læse.
Hils Din Julie, Brødrene og alle vore Venner.
Fader.
