Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 27. januar 1873

Moder har det usædvanligt godt

[MPs tilskrift øverst til venstre:] Efter min patristikum 1870?

Mandag Form. Kl. 10 [Mandag 27.1.1873¹]

Min kjære Morten.

Dit og Ingers Søndagsbreve igaar kom jo med gode Budskaber² fra Eder Begge, og det er altid en Søndagsblomst her i Præstegaarden, at dele Duften af disse friske Blomster. Det betyder ikke saa lidt at have godt Vidnesbyrd af de gamle Kirkefædre; deres Laus³ tør Du agte for et Tegn paa, at Du selv kan blive Kirkefader og fostre Guds Børn. Hammerichs Kirkehistories⁴ 2 Bind skulle blive sendt med Knud, som nok selv melder sin Ankomst sidst i Ugen. Det er ganske vist noget kummerligt, at Kandidaten skal lempe sig ved Examen efter Professoren og bære denne paa Hænderne gjennem Klipper og Skjær – ja komisk, at den Febersyge skal sidde med Fingeren paa Lægens Puls. 2 Moder har i den sidste Tid havt det usædvanligt godt; hun har derved bredt en stor Glæde og Friskhed over alle Hjerter i Huset. Selv de sidste Dages Kulde har ikke knuget hende og dum spiro – spero⁵. Ogsaa alle Børnene ere raske, saa at vi kunne rose os af en gylden Tilstand jo længere Dr. Knud har praktiseret sine Kunster – om Videnskaben vil jeg ikke tale – midt iblandt os. Han har heller ikke sparet sig ude hos Marie, saa hun ogsaa er i god Stand. Igaar var Dr. K. og Magrethe, de Uadskillelige, i Dyreryg-Selskab hos gl. Kampmans og vi Gamle sadde alle hjemme med Frøken Hobe og Sven, da ogsaa Smaadrengene vare paa selskabelige Veie. Jeg gjentog imidlertid min 3 ikke saa sjældne Prostitution, at falde i Søvn under Talen, saa at Sven vækkede mig ved et "god rolig Nat", der vakte Munterhed hos os Alle. Sagen var denne Gang, at jeg var meget træt efter at have prædiket og talt baade i St. Mortens Kirke og oppe i Marken, hvor et større og større Folk gaaer for Lud og koldt Vand og samles Søndag Efterm. paa en Beværtning, som er værre end ingen Ting, saa at jeg har lovet hver 2^den Søndag at komme derop; og saalænge de gjerne høre paa mig, er jeg dog glad ved at lede de famlende og søgende Hjerter lidt paa Spor og ud af den uendelige Forvirring og Forvanskning, som de umodne Kolportører udbrede og omtaage de Kompasløse med.

4 Iaften synger et svensk Chor⁶ ude i Klubbens store Sal. Dr. Knud siger, at det er fortræffeligt og er for mig, saa at vi sagtens følges ad ud at høre paa dem. Her er ellers saa fattigt paa Ord og Toner at høre paa. Det er og bliver mit dybe Savn. Boesen bliver gammel og Boisen er ikke rigtig kommen til Ro. Jeg savner at kunne leve en Dag imellem i Kjøbenhavn eller i nærmere Forbindelse med friske og befrugtende Standsfæller. Ja, hils Svoger Djørup og hans hele Huus; jeg kan baade forstaae og glæde mig over den Vederqvægelse, du kan hente i Rosenborggade. – – Nu hører jeg Dr. K. spille og synge gjennem 2 Døre. Jeg skal ikke paa Kirkegaarden idag, saa jeg faaer sagtens en lang Tour med ham inden Middag. Og saa Farvel, Du kjære Søn. Vorherre føre ogsaa Dig til at gaae lidt med

Fader