Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 2. december 1872
Grundtvigs sekteriske Tilhørere
[På hovedet øverst på brevet:] Send den sidste Kasse m.m. hjem, siger Moder.
Mandag Morgen 2 Xbr. [Tilføjet af MP:] 1872
[Mandag 2.12.1872]
Macte virtute fortunaq, Tua1 – uno publico enchomio, qvo ornatus es, kjære Søn! Omen accipiamis2! Det er i sin Orden, at den yngre Slægt staaer paa Skuldrene af den ældre, Sønnen på sin Faders Skuldre og voxer ham over Hovedet. Mine Skriveøvelser hos Clausen3 hørte til mine bedste Opmuntringer; vi vare 3, som jevnlig bleve nævnte med de bedste Besvarelser; Rasmus Nielsen4, Jens Paludan-Müller5 og jeg; men skjøndt jeg nok troer, at jeg blev nævnet oftest af dette Trekløver, saa nåede jeg dog aldrig den Ære, at min Afhandling blev oplæst; dette var 2 een Gang forbeholdt Rasmus.
Ligesom jeg stille har tænkt mig, hvad Du nu ogsaa udtaler som Dine egne Tanker, at Du vilde løbe af Stabelen til Sommer; saaledes har jeg her hjemme ogsaa altid udtalt for de Andre, at jeg ikke saa sikkert ventede at see Morten i Julen. Vorherre styrke Dig nu og føre Alt for Dig saaledes, at Du stille og rolig i begge Henseender maa kunnev være tenax propositi vir6 ɔ: maa blive ved at være rask og bevare Frimodigheden. Thi som vi ikke skulle glemme, at Men[ne]sket udtænker sin Vei, men Herren stadfæster hans Gang – saaledes ville vi ogsaa her bevare og gaae med denne Sag som med et Internum 3 og stille synge over det: Hvo ikkun lade Herren raade.
Det kan jo trods Bispens Uvillie være rimeligt nok, at Brandt7 bliver Præst ved Vartou; men jeg har hele Tiden været bange for, at man glemte at synge: "Hvo ikkun o.s.v.", at baade Brandt og Grundtvigs Mhed8 vilde komme til at fortryde dette exklusive Ønske; og for begge Parters Skyld vilde jeg hellere seet Brandt som Præst ved en af de større Sognekirker. Man vil her slaae en Knude om sig selv, der sikkert vil komme til at vidne mod begge Parter, ligesom det vilde have tjent begge Parter bedst at blive fri for Stænkene af den isolerende, sekteriske Aand, som uden den Gamles Vidende og Villie dog har klæbet og klæber endnu ved Grundtvigs Tilhørere. Brandt 4 er ikke som lille Køster9 en Grundtvigianer, der nyser fordi Grundtvig nøs. Brandt har et frigjort og opladt Hjerte for den christelige Trang, hvor den rører sig, og han har Gaver til at drage denne Trang imøde, vinke10 den og samle baade Godt og Ondt, at Huset kan blive fuldt. Men D. Rt11: Vartou Kirke er let fuld – ikke blot af Grundtvigianere men af 100 Andre, naar Brandt kommer til at udfolde sin Begavelse – og saa – kommer det indskrænkede Hjerte og Syn frem.
Jeg kjører idag, da jeg er fri, med Magrethe ud til Bjerregrav12 Kl. 10 og nu er den 9½, saa jeg maa slutte. Paa Fredag vente vi Boesen13 herind for at tage mig med Børnene til Alters i Kirken, Moder i vor Kreds her hjemme. Hun har det hvad vi maae kalde godt inden Døre. Gid nu Fredagen blive hende og os Alle til Velsignelse. Hils Dr. Knud; han bliver nu 2 Gange savnet her hjemme. Gudsfred!
Fader
