Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 9. september 1872
Grundtvigs død
[MPs tilskrift øverst:] Efter Grundtvigs død 1872
Mandag d. 9 VIIber
Kjære Morten.
Da jeg fik Budskabet om Gr. Død1, faldt det ganske rigtig paa mig med en Lyst til at være nærværende ved hans Jordefærd. Men da jeg havde sovet paa Budskabet og det var gaaet op for mig, at den Døde vilde samle mange Flere end den Levende og at jeg efter min Individualitet i den store Mængde snarere kunde forplumre for mig, hvad jeg helst og bedst gaaer rund og seer igjennem det stille, klare Vandspeil – saa opgav jeg snart den første Indskydelse og foretrak igaar paa Prædikestolen at mindes hans Fødselsdag og 2 at indbyde dem, som havde Lyst, at samles med mig paa hans Begravelses Dag (Onsdag) Aften Kl. 8, at vi paa Afstand kunde være med at synge den Gamle til Hvile. Saaledes er det nu skeet og vil – om vi leve – skee her, og det vil saa ikke fattes paa Meddelelser baade om Jordefærden og Vennemødet. Det glæder mig, at Du har faaet Plads og jeg kunde nok have ønsket og undet Inger det Samme.
Allerede Frøken Rosenørn bragte mig en mørk Hilsen fra Dig om, at der intet Studenter-Møde blev hos os; Du klarer det lidt i Dit Brev igaar, og 3 jeg maa, ved at stave og lægge sammen, troe, at Du gjennem Fr. Djørup2 har hørt om, at dette Møde er opgivet. Jeg kan godt erkjende det Vilkaarlige i de 40 Aar og jeg skal let finde mig i, at det utidige Foster faaer Lov at voxe sig modent for dem, som maatte opleve at blive 50 aarige og rørige Studenter. – Med Moder gaaer det i smaa Hanefjed denne Gang; men maa hun blot blive staaende og siddende som Kirken paa Stevns, skal jeg endda ikke klage høit: Vorherre skjænke hende kun selv Taalmods daglige Brød til saaledes at ligge og sidde i Stedet for at gaa omkring og sørge for sin lille Verden.
4 Det glæder mig, at Du er begyndt at gaae paa Skrive-Øvelser; jeg troer, at det er en god Vei til at lære sig selv at kjende. Lad mig imellem høre de Spørgsmaal, der lægges Eder for.
Jeg længes efter at see Eder bosatte godt igjen; det var en kort Glæde over det friske Herberge med Udsigt til Himmel og Hav. Vi længes efter at høre fra Erik og at faa ham om ogsaa kun en liden Stund. – Margrethe er Nord paa og Frøken Hobe3 hospiterer4 i Præstegaarden for hende. Her er ellers slet intet Nyt. Hils Lilleknud og hils alle gode Venner, som du i disse Dage maatte støde paa. Gudsfred og Levvel, kjære Søn, det er et ?, om I ser mig hos Eder iaar – dog svarer jeg endnu hverken Ja el. Nei.
Fader.