Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 25. marts 1872

Skinhellighed værre end alle Laster

[MPs tilskrift øverst:] 1872 [Mandag 25.3.1872]

Kjære Morten.

Da jeg forleden Onsdag kom til i mit Brev at tale om min Aftenbetragtning og at formulere de Tanker, som laae hos mig, i en theologisk Kostume, – skete dette ganske impromtu1 og i al√ Fald kun for at give Dig en lille Opgave at sysle med i et Øjeblik. Du har taget Spørgsmaalet grundigere op, end jeg tænkte paa, og da jeg vil see i hele Besvarelsen, at dette er skeet baade frivillig og med Glæde uden at tage Din Tid fra nærmere Arbeide – saa har Du ogsaa beredt mig baade en Overraskelse og en Glæde; og jeg kan tilføie, at jeg uafvidende er kommet til at skaffe Dig en Selvprøvelse og Øvelse, som hverken Du eller jeg kan andet end være glad ved.

Du har forlangt Besvarelsen tilbage med de 2 Bemærkninger, til hvilke jeg maatte finde Anledning. Jeg kunde gjerne nøies med at sige, at den Udvikling, Du har leveret, helt igjennem har glædet mig og vidnet for mig om et Overblik og et Indblik m.H.t. det Materiale, som ligger indenfor Spørgsmaalet, et Overblik og Indblik, som siger mig, at Du er indviet og godt kunde mødt med en Afhandling som denne for Examens-Commisionen og været vis paa at blive stillet i allerførste Rækker. – Det Eneste, som jeg i min Forklaring udhævede stærkere og stræbte at fremhæve til Belysning og til Forklaring af Spørgsmaalet, var det, som jeg tænkte mig udtrykt ved det "Psychologiske" – den indre, sjælelige Forskjæl nemlig mellem en forfalsket og navnlig ved Religiøsitet forfalskede, sminket, overkalket aandelig 3 Tilstand og – hvad man kunde kalde en usminket, hedensk nøgen√ Naturgrund, som i al sin Forvendthed dog kan sukke ærligere efter og spørge om Sandhed ? (som Pilatus) end den forstokkede Sikkerhed og den hovmodige Pukken paa en død Kultur. Du har ikke glemt at slaae paa Strengen og nævne baade Romernes og Grækernes tomme Surrogater; men jeg mener kun, at som Resultat kunde det været sagt, at den usminkede (uden Undskyldning) faldne Menneske-Natur lettere føres ind paa Veien, til Sandheden og Livet i Vorherre, end den i en falsk Gudelighed forsteenede Sjæl; thi falsk Gudelighed, Gudfrygtigheds Skin, Skinhellighed er værre end alle Laster og Lyder, hvorfor Skjøgen og Horkarlen er nærmere Guds-Rige end den kalkede Grav. 4 Nu – jeg haster fra denne Kritik og nøies helst med at trykke mit Placet2 paa Din Besvarelse; thi det tør jeg sige, at alle de større og væsentlige Udviklinger ere correkte og frie for alle Skjævheder.

Først igaar3 d. 24de fik vi Posten – og Dit Brev – fra i Tirsdags, og det er det eneste Budskab, vi have faaet hele sidste Uge.

Moder har det godt i denne Tid. Jeg sender en af Dagene Eders Qvartals-Penge for April, Mai og Juni, dersom Posten kommer igang og Passagen holdes aaben. Sofie Holcks Mand (Lerche) er nu død i Cairo. Hun fører hans Lig hjem med sig. Jeg længes efter at høre fra Erik. De mange Helligdage optage mig ellers heelt. Vorherre give Kraft.

Fader.

[I venstre margin s. 1:] Hils vor lille Knud. Kom han til Helsingør?

 
[1] impromtu: fra såvel J.L. Heiberg som H.C. Andersen kendes stavemåden inpromtu (uden p før t). tilbage
[2] Placet: det godkendes (egl. det behager). tilbage
[3] Først igaar: der var forsinkelser p. gr. af snevejr – se Marie Oxenbølls brev 22.3.1872. tilbage