Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 18. juni 1887

jeg blevet dygtig nok til at kjøre i Omnibus

den 18^de Juni [Lørdag 18.6.1887¹]

Kjære Margrete!

I Dag er det min Tour at skrive til Magleby og jeg har virkelig glædet mig dertil; men nu jeg sidder med Papiret foran mig, føler jeg mig ganske tom, som om jeg slet Intet havde at dele med Dig. Jeg har nu rigtignok i denne Uge skrevet til Marie, Mathilde og Hans Peter, og det er for meget, naar man da ønsker at holde dem à jour med Alt; men det kan jo ogsaa nok være, at det Bjerg, der ligger for min Tanke, som jeg ikke kan komme forbi, er den Beklemthed, jeg gaaer i for vor kjære Johanne, fra hvem jeg jo hver Dag venter at spørge Nyt. Hun har det ellers godt, saa jeg har ikke Lov at være urolig; Erik kjører dagligt Tour med hende og i Gaar holdt de her udenfor og vilde have mig med; men jeg har endnu ikke saa stort Mod, saa det blev Lisbeth, der var med til at spadsere i Søndermarken og drikke Sodavand i Korups Have². Idag er det deres Bryllupsdag og jeg vil dog see at komme derop til Eftermiddagskaffen; nu er jeg blevet 2 dygtig nok til at kjøre i Omnibus, saa bliver saadan Smaabesøg mere overkommelige, skjøndt de endnu koster mig 80 Øre, da jeg endnu skal have en til Følgeskab.

Jeg kan forresten ikke forstaae at det ikke er mere end 1 Aar siden, jeg sad herhjemme mens de Andre var til Bryllup; det forekommer ^mig√ at ligge saa langt tilbage i Tiden og at saameget har forandret sig i den Tid. Og det har der jo i Virkeligheden ogsaa, og saaledes vil det jo vedblive, thi mine Børn er jo paa det Tidspunkt, da der skeer saa Meget med dem. Nogle Ting gaaer det rigtignok langsomt nok med; navnlig har jeg ondt af stakkels Knud, der ikke kan faae at vide om han er kjøbt eller solgt; og nu hedder det sig at Gædichen ikke tager sin Afsked før til Nytaar. Gædichen³ er ellers af dem, der holder stærkt paa Knud og det gjør nok flere af de ældre Professorer, men de yngre kan nok ikke ^lide√, at han skal drages frem, hvilket næsten bliver en Uretfærdighed imod ham, naar han i saa mange Aar er blevet støttet og holdt oppe til at indtage en Særstilling. Jeg troer ikke han bekvemmer sig til at tage en Reservelæge-Stilling under Fürste⁴ selv om den betyder, at han om faa Aar kan blive Overlæge; nu maa han og jeg vente med Taalmodighed. Hvad Mortens Sag⁵ angaaer, da faaer man ogsaa Taalmodighed 3 Behov, thi nu kommer den da ikke for før i October tidligst. Julie, der hidtil har været saa kjæk, begynder at blive lidt forsagt overfor dette Bjerg, der bliver ved at ligge for hendes Vei; især nu det tegner til at skulle blive ved Vintertid, de skal skilles og have det trangt, hver paa sin Maade. Karleskolen kommer de vist til at opgive i Vinter, men jeg haaber da, hun ligefuldt beholder den trofaste Lars Nielsen til at støtte ved det Hele. For sit eget Vedkommende er Morten uforsagt; han veed, de kan ikke nægte ham en Bibel, og han mener, at naar han har opført sig godt en Tid, vil de heller ikke nægte ham sin Violin. – De havde et voldsomt stort ^Møde√ den 5^te Juni; der kom 100 Mennesker⁶ fra Holbækegnen. Men denne Gang havde de været saa kloge, at lade Gjæstgiveren fra Ølstykke beværte dem i Øvelseshuset. – Imorgen tager Inger og de Hjørring-Pigebørn derud.

Naar vi nu paa Fredag har haft Spilleexamen og Chocolade for 18 Børn (baade Lisbeths og Ingers) saa skal vi vadske og saa pakke sammen til vor Flytning⁷, som forresten bliver nem, da der er Meubler, Senge med Madratser, Porcellain og Kjøkkentøi. Vi glæder os meget til det, men det bliver ingen billig Sommer. Nu faaer det gaae, det bliver vel den eneste 4 Gang, vi faaer det paa den Viis. Holger og Valdemar glæder sig ogsaa meget dertil; skjøndt Haven er lille, er der dog smukke Blomster foran Huset og ved Siden Gynge, Trapez og Kroquettplads med tilhørende Spil; saa de Bekjendte, der ikke ligge paa Landet, finder nok ud til os.

Søster Mathilde og Jeannette, der fortiden er paa Vældegaard⁸, kommer tilbage i Ferien og venter Besøg af Lundes. Laurits og Sophie er kommet hjem og han bereder sig paa at besørge Faderens Praxis, mens de tage paa Landet. Laurits skal see rask ud.

Dette blev dog et langt Brev, men heelt ned naaer jeg ikke; nu kan Du ogsaa nok nøies. De kjærligste Hilsner sendes til Eder Alle. Det vil dog blive underligt for mig, at holde Sommer saa langt borte fra Magleby; men det er med villigt og godt Sind, jeg viger Pladsen; ad Aare er vi forhaabentlig 2 til at dele Kakkelovnsvarmen i de kolde Dage.

Ja – Gud see i Naade til alle mine Kjære!

Eders trofaste
Moder