Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 6. december 1886
kjender slet ikke mere Mennesker
Mandag. [6.12.1886]
Kjære Morten.
– – – – – – – –
Tak for Bogen, kjære Morten. Jeg tvivler ikke om, at jeg vil have Glæde af den. Vi er jo dog samsælede.
Jeg kan nok behøve at faa fat paa nogen Læsning, der fører paa de Veie, hvor jeg holder af at være; thi Henriks Bog1 har gjort mig mange Knuder.
Han har selv ødelagt alt, hvad der var kjønt og godt i den og det har naturligvis bedrøvet mig. Jeg troer næppe, han faaer Nogen til at staae med sig denne Gang og det har han vist selv en Følelse af; han er taget hjem før han havde bestemt men kommer vel nok herind igjen.
Blot det Menneske havde et virkeligt Tag i Livet saa han kom i Forhold til virkelige Mennesker og ikke blot Æstetikere og Kunstnere; han kjender slet ikke mere Mennesker og mener sig at være Realist, men han er Romantiker.
– Naa – om han her kommer til at tage en Ydmygelse over sig, saa skader det jo ikke – men maaske tager jeg heel feil; maaske er det netop efter Tidens fordærvede Smag.
Kan Du faae Bogen? ellers skal jeg laane Dig min.
Nu mange kjærlige Hilsner til Din lille Hustru og Eder alle. Lider Børnene under deres Feber? og hvordan gaaer det med Taalmodigheden? De søde smaa.
Jeg har det selv ret godt, men Kræfterne er dog smaae, saa nu maa mit Brev ikke blive længere. Jeg kan endnu ikke være oppe mere end 3 à 4 Timer om Dagen. Inger hilser og takker.
Din trofaste Moder.
det er temmelig længe siden jeg hørte fra Mathilde
