Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 17. januar 1886
Søndag Aften. [17.1.18861]
Kjære Morten.
Tak for Dit Brev, det satte mig ind i, hvorledes det staaer til ude hos Eder. […]. Nu er jeg 61 Aar2 og hos mig er Kampen staaende, men i Vinter har jeg ikke Lov at klage. – Jeg forstaaer nok, at det i mange Maader er en svær Vinter for Dig og kjender ogsaa til, at hvad det vil sige at føle det som om Vandene vil slaae sammen over Hovedet paa os, men saa er han nær, der ikke lader os synke. Det kan jo nok blive et trangt Arbejde, under Livets Middagshede uafladelig at skulle bære Vand for at fylde Steenkarrene; men det er jo dog ikke Danaidernes Sold, og med Vorherre til Gjæst bliver Vandet umærkeligt til Viin.
Jeg har altid fundet, at det var en Skam, at der i de sidste Udgaver af Grundtvigs Digt om Hans Tausen er udeladt de Linier, som jeg har holdt saa meget af:
den Dag, han ei kjæmped med Sorg eller Nød
han frygted', Guds Naade, som før, ei til ham flød.
Thi om det end kaldes en sygelig Kristendom, saa synes jeg ligefuldt, det er sandt og kjønt. Derfor kan vi nok skjønne paa, naar Solen skinner og det lysner.
At jeg faaer en hel Deel Politik bragt tilhuse i denne Tid, kan du jo nok forstaa. Henrik spiser her hver Middag og tager levende Del i, hvad der passerer. Valdemar forsømmer heller intet. Hvorlænge skal dog denne pinagtige Tilstand trække ud og tør man vente noget godt af en Forandring? Naar Venstre kommer til Styret saa vil Høire forhindre at man kommer af stedet, og 'mens Græsset groer dør Horsemor'. For Høiskolerne bliver det næppe nogen god Tid, nu da Landbruget staaer paa lempelige Fødder, men maaske jeg tager fejl.
Naar nu den gamle Præst i Ølstykke ikke længer kan staa paa sine Been, vil det saa ikke gaae i Dig? Det er en egen Ting at see den forfærdelige Trang til Præster og saa holde sig borte. Kunde der blot komme lidt Bevægelse i Tingene og navnlig borgerlig Vielse blive indført, saa synes jeg egentlig ikke, der hviler stort Tryk paa Præsterne. Statskirken, Menighederne har det egentlig værre, og navnlig fortiden er det en Ynk.
[…]
Du har vel seet, at Knud er blevet 3die Reservelæge paa Bistrup, det er jo en meget beskeden Plads men er jo ogsaa kun en Venteplads. Han skal forresten en Tour til England paa Kommunens Regning, men om det bliver i Februar eller først senere er endnu uafgjort. – Fra Samsø har jeg hørt om megen Sygdom hos Gjemsøes' og dette har gaaet dem nær til Hjertet, thi det er jo deres særlig gode Venner. Alle børnene hos Gjemsøes' og 2 Piger har ligget af Difteritis og det yngste Barn er død. Kampmann selv havde det godt, men jeg er naturligvis beklemt om Hjertet indtil Marie er ført frelst og bevaret gennem det forestaaende […]
Det bliver Dig maaske trangt at komme igjennem dette lange Brev, men nu er det skrevet.
Hils de tusinde Gange og lad mig snart høre fra Eder.
Eders trofaste Moder.
