Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 30. december 1885

min kjære Bænk ved Magleby Præstegaard

*Julen 1885 [Onsdag 30.12.18851]

Kjære Margrete!

Da jeg ikke tør stole paa, at hverken Knud2 eller nogen af de Andre bringer Dig min Tak paa rette Maade, saa vil jeg hellere selv med et Par Ord sige Eder, hvor glad jeg blev ved at see Eder paa min kjære Bænk3 og hvor jeg i det Hele er blevet rørt ved de rige Gaver. Broderiet bliver næppe brugt til Skammel, dertil er det for fiint; jeg nænner ikke at sætte Fødder derpaa.

Da de Andre begge4 vil skrive har jeg ikke Lov til andet end at sige Tak; og derfor atter Tak med kjærlig Hilsen og gode Ønsker for det nye Aar.

Moder

 
[1] jf. det følgende brev 4.1.1886 iflg. hvilket Margrethe ikke har hørt fra MO siden fødselsdagen. tilbage
[2] Knud: planen var at alle syv brødre skulle samles på Svanholmsvej på moderens fødselsdag 30.12. Bemærkningen må derfor forstås således at Knud (med flere andre) efter fødselsdagen ville rejse til Magleby. tilbage
[3] see Eder paa min kjære Bænk: et fotografi fra Magleby præstegård, jf. Lisbeths brev til Margrethe 28.12.1885. tilbage
[4] de Andre begge: Inger og Lisbeth. tilbage