Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 13. januar 1883
Det er Kvinden, der har den stille Magt
den 13de Januar *1883 [Lørdag 13.1.18831]
Din Faermoers Fødselsdag2
Kjære Margrete!
Jeg bereder Dig rigtignok en Skuffelse ved at sende en Pakke til Dig, der kun indeholder Uldsager til Hans Peter; men jeg synes dog Brevet skulde være til Dig og saa kunde det ikke ordnes anderledes. Der burde jo ogsaa have medfulgt det Hovedklæde, som Du har tilgode, men endnu har jeg ikke kunnet faae det færdigt, da jeg maatte i Lav med varme Uldtrøier, især til Mathilde, der gaaer med en slem Hoste. – Her har ogsaa været saa uroligt de sidste Dage, at man Intet har kunnet udrette af dagligt Arbeide. Morten og Julie have nemlig været herinde til Pouls Bryllup3, hvilket jo var en stor Begivenhed, idet mindste for Julies Vedkommende, 2 og har medført adskillige smaa Kjøbenhavnsreiser for at faae Toilettet i Orden; hvilket ogsaa lykkedes i den Grad, at vi kunde sende hende afsted som en complet Dame i sin hvide Brudekjole moderniseret og besat med gult Atlask og en mørkerød Camelia paa Haaret. Morten fandt at hun var den smukkeste af dem Alle og efter hende Bruden; men da der var mange smukke, unge, elegante Koner og Piger, haaber jeg, at hver har syntes bedst om sin. Det unge Par reiser en lille Tour til Paris for at begynde stort, hvilket de vel ogsaa tænke at fortsætte. Hun er forresten en sød lille En, endnu ikke fyldt 19 Aar, men ikke uden Alvor. Brandt viede dem i Garnisonskirke. – Nu fik Du god Besked derom; det næste, der nu staaer for er at Inger og Holger i Aften tage til Hjørlunde i Anledning af den lille 3 Piges Daab4 i Morgen ved Gudstjenesten. Jeg vilde meget gjerne selv have været med, men det kan umueligt gaae, og saa hjelper det jo svært, naar jeg kan sende Inger, thi hun√ er jo tilstede med samme Sind, som jeg selv og seer med samme Syn paa Alt, hvad der ligger mit Hjerte nær. Jeg veed naturligviis Intet om Navnet; kun veed jeg, at Morten skal være Fadder og at Maries Forældre kommer. – Det bliver dog til Dagenes Ende Kvinden, der har den stille Magt, hvormeget end Mændene buldrer, og om der end kan komme adskillig Fortræd deraf, saa kommer der sikkerlig mere godt. Det er naturligviis alene Marie, der er den handlende her, men hun faaer sin Styrke fra den rette Kant.
Vore Doctorer lever ved det gamle og Lisbeth ligesaa; hun skulde have været med til Hjørlunde, men det kom til 4 at gaae formeget ud over hendes Skolevæsen, og jeg blev jo ogsaa saa meget ene; Mandagen5 feirer hun med at Mimserne komme herhen at spise og dermed basta.
Morten har nu 57 Karle paa sin Skole.
Har Du senere faaet noget at vide om Jetsmarks6, jeg veed aldeles Intet om dem, men gjætter alligevel.
Hils Dine kjære smaa Piger og sig dem Tak for Brevene; jeg ærgrer mig dygtigt over, at de Stakler har faaet 2 Natposer7. Og hils Emil og Hans Peter og atter og atter Hilsen fra os Alle her ved
Moder
