Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 31. december 1879

mine Livsrødder er blevne løsnede

den sidste Dag i Aaret [Onsdag 31.12.1879¹]

Kjære Morten!

Nu er jeg da kommet saa vidt, at jeg selv kan sende Eder en Hilsen og Tak for den Kjærlighed, hvori I bogstaveligt har svøbt mig i denne Juletid. Jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er blevet bevæget ved, i Kaaben at see Faders Kjærlighed fornyet ved Børnene og i det Hele er Alt i denne Juletid smeltet sammen i en Kjærlighed, der for mig har samlet Himmel og Jord og Alt, hvad der hører mig til, som ingensinde før. Men jeg kan heller ikke rumme andet og mere, saa jeg er forøvrigt som en Fremmed i det, der tidligere havde Betydning for mig og føler jo nok, at mine Livsrødder er blevne løsnede saaledes, at de neppe mere faae rigtig fat, om jeg end er rig og glad i mine Børn og ved alle dem, der for Faders Skyld vise mig Godhed og Agtelse. – Og nu 2 hvilket velsignet Julebud om den lille Pige² hos Eder, der har i Sandhed været Englevagt om hendes Fødsel. Gud gjøre det fremdeles godt! Jeg glæder mig hver Dag over det milde Veir, der ogsaa hjelper til at lette en saadan Tid.

Veed Du at Augusta Larsen³ har faaet en lille Pige⁴; baade hun og Barnet have det nu godt, men der var mange Viderværdigheder. Min Søster Mathilde var jo nemlig med sine Døttre i Norge⁵, men var deroppe blevet urolig ved at tænke paa, hvad der forestod Augusta, og telegraferede, at hun vilde komme den og den Dag; men da var netop den lille Pige arriveret og Alt stod vel til, saa Djørup standsede hende i at begive sig paa den lange Reise. Men saa blev Augusta daarlig og Djørup telegraferede efter Mathilde, der kom med begge Døttrene i stor Uro og Bekymring. Imidlertid vendte det sig lykkeligt til den gode Side og da der ikke længer var Fare, reiste Døttrene tilbage til Norge og om nogle Dage reiser Mathilde ogsaa, de har nemlig deres Leilighed udleiet; men det har jo egentlig været en forfærdelig Begivenhed. – Min Søster er rigtignok blevet rask paa sine gamle Dage, at hun kan 3 holde Sligt ud.

Dette Brev kommer jo Dagen før Din Fødselsdag og skal derfor have alle vore Hilsner og gode Ønsker med til de forskjellige Nyaar, der begynde hos Eder. Ja – Guds Fred og Englevagt over Aaret, der begynder og hans Velsignelse over Din Gjerning, saa han vil give sig selv Vidnesbyrd, thi

Det er jo dog, o Herre Christ,
min Ære ei, men Din forvist⁶.

Vi ere ikke mange til at sende Hilsen, thi Valdemar, der havde det rigtig godt, reiste 3die Juledag og Hans Peter og Holger ere i Ørum⁷, hvor de befinde sig fortrinligt; saa Knud er nu alene hos os, men gaaer i Dag og pakker ind, da han har lovet Dr. Lassen at assistere ham ved en Operation i Hobro imorgen, Nytaarsdag, og Dagen efter reiser Knud til Kjøbenhavn, da han anseer det nødvendigt selv at være ved Haanden for at faae fat i Et eller Andet. Rimeligviis tager han ogsaa lidt til Nykjøbing, hvor han ikke har været siden Elisabeths Død⁸. – Hos Kampmanns har de det godt; der ventes en Lille i Foraaret. Fra Ørum høres ogsaa kun godt; han er meget godt tilfreds med sin lille Kone, saa i vor Slægt, har da Ægteskabet hidtil ikke dræbt 4 Kjærligheden.

Det er ganske vist forfærdeligt at see og høre, som der i vor Tid kjøres op med Modstand mod Alt, hvad vi kalde helligt og godt; men det forskrækker mig egentlig ikke, thi det vidner dog om, at der er noget tilstede, som Modstanderne agte værd at bekjæmpe. – Hvorledes det nu vil gaae her i Randers, det er ikke godt at vide. Scharling er ganske den, som vi ventede, en velvillig, naturlig og jevn Mand, og mange kalde ham en fortrinlig Prædikant, men mange finde det fattigt. Han vil forresten gjerne holde det i Gang, som her er tilstede, men han kan det neppe. Inger siger, han minder om Provst Heiberg⁹.

Nu maa jeg sige stop.

Hils og kys Din søde Julie og de velsignede Smaa. Jeg hører jo nok snart igjen fra Dig.

Din trofaste
Moder