Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 18. februar 1874
Julie behøver ikke mere Folkelighed
Onsdag [18.2.18741]
Kjære Morten!
Du er jo unægteligt ligesom blevet lidt borte for os, siden den Tid, Du gjorde Julie til Din Herskerinde2; men vi beklage os ikke derover, men veed godt, at i den dybeste Forstand have vi vundet i det vi have mistet, thi man kan ogsaa i det Smaa fornemme, hvad det vil sige: at miste for at frelse.
Jeg er meget glad ved at vide, at Du har Den, med hvem Du kan dele Dit Liv og de mange stærke Tanker, der nødvendigt bryde paa, hos den, der vier sig til en aandelig Gjerning. Hun skal nok være en trofast Vogter over hvad Du nedlægger hos hende og det vil møde Dig paany hos hende i en renere og skjønnere Form. – Lad hende blot have Lov til at være sig selv, saa behøver hun ikke mere Folkelighed, end den, der er en naturlig Følge af et ydmygt og kjærligt Sind. – Dette udtaler jeg nu slet ikke, fordi jeg troer, at Du i saa Henseende kunde ønske hende anderledes end hun er, 2 men fordi, det er Tidens Stikord, der giver sig end selv Betydning af noget "nochniedagewesenes"3. Du udtalte i Dit sidste Brev, at vi bødede for vore Forfædres Synder; det gjør vi nu ganske vist, og vore Efterkommere komme til at bøde for vore; men jeg vil dog forsaavidt tage Forfædrene i Forsvar, som jeg kan vidne, at Du har haft 2 Bedstefædre, hvis Agtelse for√ og Kjærlighed til Menigmand, Folket som det kaldes, ikke overtræffes af dem, der taler meget derom.
Din Udtalelse om Nummerbytning4 vil vel sige, at Du skal have byttet for at slippe med de 5 Maaneder? Hvad tænker Du paa efter den Tid? har Du noget særligt Ønske for at blive i Kjøbenhavn?
Fra Fader har jeg kjærlig Hilsen; han sender Dig 2 Slagfjær5 for at styrke Din Flyvekraft paa Helsingør-Veien6. Nu haaber jeg, Du skjønner paa mit lange Brev, i ethvert Fald glæder Du Dig ved at see min Dygtighed. Hils Brødrene og Din lille Veninde fra Din
trofaste Moder.
Jeg skal snart sende Dig nogle Sokker og Mavebælte.
