Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 22. marts 1872
Fader fik et smukt Gulduhr
Fredag den 22de Marts [22.3.18721]
Kjære Morten!
Da det nu omsider seer ud til at vor cernerede2 Tilstand skal ophøre, saa har jeg faaet Haab til at dette Brev kan naae til Eder, tilligemed mine stakkels indesneede Rullepølser. Fader finder det meget utidigt, at det er mig saa magtpaaliggende at faae dem afsted, men da de nu eengang har været bestemt for Eder, har jeg ingen Lyst til at tage fat paa dem herhjemme. I næste Uge kommer der nye Skjorter til Knud. Samme Knud skulde jo til det store Bal i Helsingør og er vel saaledes ikke hjemme naar dette Brev kommer, med mindre hele Ballet er sneet ude eller inde. Det har været nogle mærkelige Dage, halvt kjedelige og halvt fornøielige; thi Snee og Storm have gjort fælleds Sag og vi have været ganske barricaderede; i Gaarden ligger den især høit; men værre er det naturligviis paa Landet. Mange af 2 Byens Folk ere sneede ude; andre Byers Folk ere sneede inde, deriblandt Cæcarines3 Forældre, der vare komne hertil for at hilse paa Etatsraadens4 og hente Datteren; de boe forresten hos Espens5. Men hvad der ved en saadan Leilighed skeer paa Landjorden, har jo som oftest noget moersomt ved sig, men det maa have været forfærdeligt at være paa Søen.
Gamle Størup6 skulde have været begravet i Dag, men der kunne ingen Grav kastes.
Vi kunne saaledes ikke længere rose os af vor Sommer ligeoverfor Erik7; det vil være interressant at høre, hvorledes Veiret har været hos ham; det var jo meget kjedeligt om det daarlige Veir skulde vedblive at følge ham, thi derved taber dog Reisen meget, om ikke i Interresse saa dog i Behagelighed. Han faaer nu god Leilighed til at prøve sig selv under fremmede Forhold, saa det vil vel nok klare sig for ham, om Hjemmet eller det Fremmede har den stærkest dragende Magt for ham.
I de glade, lykkelige Dage saa kan det Fremmede have megen Tillokkelse, men ellers er det svært at være der; Du kan tro, vi tænke meget paa stakkels Sophie Holck8, (Baronesse Lerche) der nu staaer som Enke i Kairo.
3 Fra Fader skal jeg hilse; han er rask og har fornøiet sig med af og til at tage sig en lille Rundtaf9 i Sneeveiret; jeg har det ogsaa ret godt for nærværende Tid, men med mig er det jo op og ned, saa der er aldrig noget at stole paa. Gid jeg nu maatte holde mig flink i Paasketiden og Henriks Confirmation10. Det er strengt for mig, at jeg slet ikke tør tænke paa at følge ham paa den Gang, men saa længe det er saa koldt er der slet ingen Udsigt til at komme videre for mig. Jeg vil dog haabe, at det vil blive bedre inden Maries Bryllup11, der enten bliver mod Slutningen eller midt i Mai eller ogsaa maa opsættes til Termins-Travlheden er tilende.
Jeg veed ikke om I have hørt at Fader fik et smukt Gulduhr forærende til sin Fødselsdag; det har den Indskrift: "Fra Venner". Det har været moersomt at see paa ham, inden han blev fortrolig med det, thi han havde faaet sit store gamle Uhr saa kjært og kunde ikke beqvemme sig til at lægge sin Faders Gave fra sig, men fandt saa en god Udvei, ved at bruge det gamle om Natten og det nye om Dagen. Paa det gamle kan han føle sig frem. Jeg synes, det er en meget fornøielig Gave baade for ham selv og den 4 der engang skal tage det i Arv efter ham.
Og saa Farvel, Du kjære Søn! hils mine Sødskende og mine kjære Børn fra Din
trofaste Moder
