Martin Andersen Nexø til Poul Carit Andersen
Sendt fra Holte. 25. maj 1951
satte ham meget højt
Holte den 25 V 51
Kære Hr Carit Andersen!
… Saavidt jeg mindes traf jeg Pontoppidan første Gang efter at jeg havde udgivet Bind I af Pelle Erobreren, der var tilegnet ham. Han bad mig til Middag og spurgte mig, hvorfor jeg hade tilegnet ham min Roman. Og jeg sae ham, at det var for at få Brodden af den, idet den var en kraftig Protest mod "Lykkeper", der jo vendte det hele Ryggen – og søgte ud i Ensomheden.
Jeg vilde vise, at fordi det borgerlige Samfund var udlevet og degenereret, var ikke alle Tiders Ende naaet. Der stod en ny Klasse parat til at løse den afgaaende af.
Pontoppidan syntes tilfreds med mine Grunde og siden saas vi ofte, men med væsentlige Pavser mellem at vi saas. Pontoppidan var nemlig meget omskiftelig i sin politiske Indstilling. Der var Tider, hvor han kun interesserede sig for Folk som Harald Nielsen og kun hørte efter hvad de sae, og i disse Perioder hade han ikke Bud efter mig.
Jeg satte ham meget højt, og vilde ikke forstyrre; og naar hans reaktionære Anfald var ovre sendte han Bud efter mig og var meget glad for at se mig. Jeg havde det Indtryk, at jeg virkede opfriskende paa ham …