Martin Andersen Nexø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra München. 25. januar 1918

alle Livets gode Kilder

München 25 Januar 1918

Kære Henrik Pontoppidan!

Hernede i München, hvor jeg lidt hovedkulds er drattet ind i de kunstneriske og literære Kredse – der forresten her fører en anderledes frodig menneskelig Tilværelse end hjemme – har jeg rig Lejlighed til at mindes Dem. De har gennem Deres Værker vundet Dem mange Venner hernede. Disse Linjer er derfor i videre Forstand en Hilsen til Dem fra München.

Men først og fremmest fra mig selv! Jeg hører af min lille Kone – som var saa glad for Deres Brev1 – at De stadig maa slaas med Sygdom i Deres Hjem. Og jeg ved af Erfaring, hvor haard en Prøvelse Sygdom er, den haardeste af alle. En Lykønskning til Dem er da ikke rigtig paa sin Plads. Alligevel synes jeg, jeg maa have Dem sagt, hvor hjærteligt det glædede mig, at det i Aar blev Dem, der fik 3 Nobelprisen. Maatte den paa en eller anden Maade kunne yde Dem en praktisk Haandsrækning til Bekæmpelse af Deres Kones Sygdom. Sygdom kræver jo Penge – og atter Penge.

Jeg vandrer her i det herligste Foraarsvejr. Solskin hver Dag og behagelig Varme. I mit Værelse er der i Øjeblikket 15° R., og her har ikke været fyret i mange Dage. Jeg nyder det rigtigt – og nyder denne By, der trods Krigen ikke har mistet sit hede sunde Humør. Her er lettere for mig at aande end i den vaade Vinterluft derhjemme, og jeg føler mig fysisk helt vel. Men det er drøjt at være saa langt borte fra sin lille Rede, det forlener Tilværelsen med en ikke ringe Portion Meningsløshed.

De skrev i et Brev som jeg modtog lige før min Afrejse at min Kone saa lige frisk og glad ud trods de gentagne Fødsler. Ja jeg synes hun ser endnu friskere ud, de tre Smaa har faaet hendes Væsen til rigtig at blomstre. I hende springer alle Livets gode Kilder. Jeg er en lykkelig Mand i hendes Selskab, og netop det gør min Rejse – nu og alene – saa meningsløs. Jeg føler det som om jeg med fortsættes på højkant på side 2 haard Haand ødede et halv Aar af mit Liv. Naa, Vinteren derhjemme var jo næppe bekommet mig vel; Verdenssituationen er ikke til at rejse med Familie.

Jeg tænker tidt paa Deres sidste store Værk, denne bitre Ekstrakt af en bitter Tid, og har ofte følt Savnet af en Lejlighed til at tale med Dem derom.

De bedste Hilsener og Ønsker for Deres Hustru og Dem selv fra

Deres hengivne
Martin Andersen Nexø

Jeg ser af "Politiken", at Michaëlis nu plejer dansk Forfatterforenings Anliggender i Kongens Avdiensværelse – og har fundet det betimeligt at sende Foreningen min Udmeldelse.

 
[1] min lille Kone …: se brev fra fru Margrethe Andersen Nexø til Pontoppidan 7.1.1918. tilbage