Ebbe Neergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Jystrup. 21. april 1938
forfattervirksomhedens "industrialisering"
| Ebbe Neergaard Den gl. Skole Jystrup |
Jystrup Midtsj., 21.4.38. |
Forfatteren hr. Henrik Pontoppidan,
Herved tillader jeg mig at sende Dem en anmeldelse, jeg har skrevet af "Arv og Gæld". Tidsskriftet "Sind og Samfund", som jeg anmeldte de to første bind af Undervejs til mig selv i, er gået ind, og jeg bad derfor min ven Hans Kirk, om jeg måtte anmelde tredje Bind i Arbejderbladet, hvis kronik han leder (jeg er ikke medlem af det kommunistiske parti og må være modstander1 af meget, navnlig i dets praxis, men benytter af og til dets blad til at sige en sandhed – tit osse en sandhed, de folk kan ha godt af at høre, og ting, som jeg vanskeligt kan få lov til at sige andre steder).
Jeg vilde meget gerne ha skrevet en langt bedre anmeldelse, men var nødt til at nøjes med at benytte en kort pause i et pressérende arbejde til at skrive om Deres bog. Det var en stor oplevelse for mig at læse den, den virker befriende midt i vores larmende og uærlige tid, hvor der spilles bold med idéerne og massernes ærlige følelser. Osse privat vil jeg gerne sige Dem tak.
Jeg opdagede bagefter, at jeg jo har taget fejl et sted. Den unge arbejder2, De traf paa Deres brors højskole, kan jo hverken ha været Sabroe eller Bor[g]bjerg, idet De udtrykkeligt skriver, at han døde ung. I samme afsnit findes en ombrydningsfejl, et par linjer er faldet ud, og jeg har ikke manuskriptet. Men det drejer sig om de intellektuelles forhold til arbejderne.
Anmeldelsens titel og citatet til slut fremhæver en ting i Deres bog, som jeg anser for meget vigtig. Hvis De har læst referatet fra Dansk Forfatterforenings generalforsamling vil De se, at osse dær blev spørgsmålet om forfattervirksomhedens "industrialisering" taget op til behandling. 2 Et af bestyrelsesmedlemmerne, fru Inger Benzon3, var så naiv at nævne de engelsk-amerikanske magasinnoveller som forbilleder i teknisk henseende, og hun omtalte de engelsk-amerikanske vejledninger i at skrive, fx "How to write a short story" o.lign., uden at hun overhovedet tog afstand derfra. Jeg måtte da gøre det. Men jeg har ikke megen respekt for en bestyrelse, der rummer den slags industriforfattere (og -inder).
Var det utænkeligt, om De skrev en artikel, fx i Politikens kronik, om denne "industrialisering"? Om farerne ved at forfattere, der ikke har format og rummelighed nok til det, går hen og blev professionelle forfattere. Og om de rige opgaver, der ligger og venter på at blive løst, om forfatternes pligt til at være de selvstændige elementer i kulturlivet, ubundne af nogen andre hensyn end de to: sandheden og deres kunst! – Det vilde få en uhyre vægt, om De vilde sige et par ord herom – midt i det dødvande, vi er inde i, netop i forfatterverdenen.
Med hjertelig hilsen
Deres
ærbødigst hengivne
Ebbe Neergaard
