Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 27. september 1921
fra den strandede Skude
Mørdrup pr. Espergærde 27/9 211
Min kæreste G. B.!
Tro ikke, at Taushed betyder Glemsel. Dag efter Dag i den lange Tid, De intet har hørt fra mig, har mine Tanker kreset om Dem. Fra den første Aften, da jeg i Selskab med Louis Levy trykkede Deres Haand i Casino for snart 20 Aar siden – den første Gang, da jeg ringede paa hos Dem i Havnegade og talte med Dem under den stærke Gaslampe, mens Værelset laa i Skygge, og de mørke Reolers Mure gav det Stemning og Ro – det lykkelige Øjeblik da jeg paa Trappen i mit Hjem paa Dosseringen modtog et hjærteligt Brev, just som jeg stod i Begreb med at begive mig til min første Première – og Hundrede andre uforglemmelige Minder, som har opsamlet sig i mit Hjærte og aldrig, aldrig vil forlade det. Jeg har kun ikke haft Kraft til at samle 2 mig til en Hilsen, som kunde være blot et nogenlunde beskedent Udtryk for, hvad jeg føler for Dem trods Adskillelsen i Tid og Rum. Idag, da jeg sidder heroppe paa mit Værelse, hvor jeg i tidligere Aar saa ofte hengav mig til mit Arbejde og i Pauserne smilede til Deres Billede, der hænger paa min Væg, har Lysten til at minde Dem om, at jeg endnu føler den dybe Bevægelse, saa ofte Deres Skikkelse rinder mig i Hu, bemægtiget sig mig, og jeg har spidset min Blyant, der har været sløv i lange Tider for at sende Dem et Livstegn – et Olieblad fra den strandede Skude, som vel nok en Gang – forhaabentlig ikke i en al for fjærn Fremtid – løftes af Sandet og atter staar ud paa Livets forfriskende Hav.
Jeg har endnu kun faaet bladet i Deres Bog og fulgt med Beundring og tør jeg sige: Misundelse Deres Aands Rigdom og uudslukkelige Ild. Vær glad, min kæreste Ven, De har levet et Liv 3 i Solen, selvom ogsaa Skyggerne naaede Dem og formørkede Deres Sind. De staar stadig frisk og fri og frejdig – Tankerne tumler som hvide Duer om Deres Hoved – De er i Livets Brændpunkt, Aarene har ikke kunnet fjærne Dem derfra. Vær lykkelig trods alt, trods Skumlere og Fjender, stort har altid smaat i Følge, kan Krybet ikke bruge Munden og Kløerne til andet, kan det dog stikke og kradse. Det har dog til syvende og sidst kun kunnet anspore Dem til større Bedrift til større Maal – hele Deres Liv er et straalende Eksempel paa Mod, paa Styrke, paa Flugt mod Lyset, som vinker, uopnaaelig og uudslukkeligt. De er en af de dristigste Flyvere, vort Aarhundrede har set, en af de ganske faa, hvis Navn aldrig glemmes.
Jeg selv er en mere beskeden Flyver – man naaer jo ikke højere end Ens Vinger kan række, og mit Vingefang er ikke stort. Det glædede mig, at De havde læst min Bog 4 med Glæde, saa maa der dog være et og andet, som har Farve og Liv. Det var en Bog, som det var mig en Nødvendighed at faa skrevet, og jeg fik den da bragt til Verden i sidste Øjeblik. Om den vil staa eller falde, véd jeg ikke – den skulde jo kun være et Vidnesbyrd fra en isoleret Sjæl – ikke isoleret ved Omgivelsernes Magt, men isoleret ved Tilfældet, Skæbnen – Sindets Ensomhed skulde den være Udtryk for. Lad den hvile i Fred!
Nu, kæreste Ven, er jeg lidt træt efter den lange uvante Beskæftigelse med Blyant og Papir. Saalænge Vejret er mildt som i disse Efteraarsdage, bliver vi her. Saa kommer vi til Byen og saa – ja, hvad saa? En Gang skinner vel Solen igen i mit Sind, og saa skal vi mødes – hvor jeg glæder mig til at trykke Deres Haand og bade mit lidt traurige Ansigt i Deres elskelige Smil!
Hjærtelig Hilsen fra min Kone og
Deres altid hengivne
Henri Nathansen