Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 20. april 1917

Glæden ligger i Arbejdet selv

Mørdrup pr. Espergærde 20/4 171

Kæreste G. B.!

Ja, her sidder jeg i mit Østerland – den lille Plet Jord, hvor jeg i Fred kan hvile og arbejde. Jeg modtog Deres Brev om det saa ofte berørte Spørgsmaal og tror ikke, at vi gennem Forklaringer kommer hinanden nærmere. De har i Deres Liv udviklet Dem til dansk Nationalist – jeg er hverken dansk eller jødisk Nationalist. Jeg er i al Beskedenhed jødisk Skribent og skriver ud fra mit særlig bestemte Sind. Jeg holder af Danmark, fordi jeg er født her, har min Slægt og mine faa Venner her, og fordi dansk er mit Modersmaal. Iøvrigt har jeg ingen Forbindelse med Danmark – hverken med dets nationale Helgener eller Guddomme. Jeg holder af Tyskland, fordi jeg tidlig har lært at elske tysk Digtning og Musik og har Slægt og Venner dernede. Overfor tysk national Aand staar jeg ligesaa fremmed som overfor engelsk og fransk.

Hvad min Bog angaar – den De omfatter med en noget platonisk Kærlighed – da er den selvfølgelig et Udtryk for jødisk Aand, fordi jeg er og hele mit Liv har følt mig som Jøde. Men med jødisk national Aand har den intet at skaffe. Ingen af mine ikke-jødiske 2 Venner, der har læst Bogen, har opfattet den som national Propaganda. Det er en Bog om Mennesker, ikke om Begreber – det er et Forsøg paa at forklare indefra en Jødes Udvikling – er der noget Program i min Bog er det dette: Søg med dine særlige Evner og Forudsætninger at naa den højeste og frieste Udvikling uden at tabe dig selv af Syne. Det kan dog ikke med Rette bebrejdes mig, at jeg i den jødiske Aand og i det jødiske Sind finder dybe menneskelige Værdier, der har haft og vil faa gennemgribende Betydning for Menneskeheden. Det kan vel heller ikke med Rette bebrejdes mig, at jeg blotter de Brøst, som klæber ved den moderne assimilerede Jøde: hans altfor hæftige Trang til at udslette sit Væsen og indynde sig hos de øjeblikkelige Magthavere. Jeg har søgt at skildre Livet set fra mit Sind. Enhver ikke forud indtaget Læser vil forstaa det. Jeg vil ikke vinde nye Venner blandt jødiske Læsere, deri har De Ret. Men det véd jeg jo fra mine tidligere Arbejder. Men maaske vinder jeg andre Venner, hvis Venskab kan være mig ligesaa kært, ja maaske kærere fordi jeg ikke havde Grund til at vente det.

Men hvor kan De dog tro, kære G. B., at den første Side i Bogen skulde antyde nogen Samfundsskildring – en Slags billedlig Fremstilling af Jødernes tragiske Saga. Jeg kunde til Nød forstaa den Antagelse, hvis man kun havde læst den ene Side af min Bog og gik ud fra, at Bogen var et Opbyggelsesskrift. Men 3 den, der med Ro og Eftertanke har læst min Bog til Ende, vil dog kunne forstaa eller fornemme, at den første lille Scene mellem Karl og Hugo har sin Parallel og faar sin Forklaring gennem den sidste store Scene mellem de to Venner i Slutningen af 4de Bind. Magtfølelsen overfor Afmagtsfølelsen – det sunde Sinds Kampberedskab overfor Livet og det svage Sinds Sky, Saarbarhed og Følsomhed. Hvis nu Skule2 var Jøde – hvad han i og for sig godt kunde være – var Kampen mellem ham og Haakon saa en Kamp mellem Jøde og Kristen? Hvis De ikke selv var Jøde, vilde Bogen betyde noget helt andet for Dem. Hvis Goldschmidt ikke var Jøde, bedømte De ham maaske ogsaa retfærdigere. Andre har dog kunnet se, hvad han følte og forstaaet hvad han søgte at udtrykke. Men jeg tror, at Deres Animositet baade overfor Goldschmidt og min Produktion bunder i noget netop jødisk-typisk, som jeg ogsaa har berørt i min Bog. Slaar du mine Jøder, slaar jeg dine Jøder! Mange Jøder har det som Manden i "Store Claus og lille Claus": Han kunde ikke taale at se Degne. Men alt dette er skildret saa udførligt i min Bog, at jeg ikke behøver at illustrere det paany. Tilfældet Lis Jacobsen3 var karakteristisk: Den første Aften følte hun sig grebet af mit Stykke "Indenfor Murene". Senere fik hun Parolen: tre Skridts Afstand! Og hun tog Afstand.

Dog – jeg beklager mig ikke. Jeg har i min Bog givet 4 Udtryk for hvad jeg gennem Aarene har tænkt, set og følt. Det har været mig en Glæde, at skrive min Bog. De ved, saa godt som jeg, at Glæden ligger i Arbejdet selv. Bagefter rykker Kritiken frem – og hvad enten den hedder Vilh. Andersen og Vald. Vedel eller Poul Levin og Louis Levy paavirker den En paa samme Maade. Man hærder sit Sind mod Kulden og skriver videre med den indre Glød i Behold.

Kun endnu dette: Jeg skrev Dem til, at De i "Deres første Brev" havde talt ilde om Jøderne. Ved "det første Brev" forstod jeg det første Brev, De i Efteraaret sendte mig, da De havde set Titlen paa min Bog. Det første Brev, De overhovedet sendte mig var langt elskværdigere, kære G. B. Men da anede De jo heller ikke, at De skulde nære en Slange ved Deres Barm.

Og saa endelig dette: Jeg er og vedbliver at være Deres trofaste Ven. Intet kan skille os – hverken Jøder eller Kristne, hverken Tyskere eller Franskmænd. Jeg havde haabet – ikke at De vilde forstaa min Bog, dertil var De altfor forud indtaget, husk at De gøs af Rædsel, da De saa Titlen. Men jeg havde haabet, at De trods alt vilde kunne fornemme dens Undertone af Sturm und Drang, af Tvivl og Tro, af fælles menneskelig Lyst og Nød. Deres Breve viser mig, at mit Haab var forgæves. Men derfor holder jeg ikke mindre af Dem.

Deres
Henri Nathansen

 
[1] fredag. tilbage
[2] Skule: Skule og Haakon er personer i Ibsens historiske skuespil Kongs-Emnerne fra 1864. tilbage
[3] Lis Jacobsen: se også GBs dagbog 19.3.1917, hvor GB har besøg mens han ligger med årebetændelse: "Lis kedelig og Nathansen yderst heftig. De disputerer om Jøderi. [...] N. udvikler sig til Fanatiker. Lis er dum og saarede ham. tilbage