Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VIs Allé 12. 11. april 1917

Som man er, saadan skriver man

Fr. VI Allé 12. 11.4.171

Kære G. B.!

Jeg skrev Dem kun ganske kort til igaar, dels fordi jeg opfattede Deres Brev som Kvittering for min Bog og ikke som Indlæg i en Diskussion, dels fordi jeg ikke ønskede at gaa nærmere ind paa Theorier og Problemer, som ligger ganske udenfor min Bogs Plan og Tanke. Vi har tidligere uden Udbytte drøftet vort forskellige Forhold til det jødiske Folk – min Bog er ingen Prædiken om Zionisme og Palæstina, jeg nævner end ikke de tvende Navne i Bogen. Den er en Bog om Livet set gennem et Menneskesind – at dette Sind er af jødisk Art og Oprindelse er en Kendsgerning og ingen Abstraktion. Men jeg har før i Tiden set og følt, at Ordet Jøde for Dem var et underligt Skræmmebillede, medens det for mig er og altid har været en saare naturlig Ting, da jeg nu engang er og føler mig som Jøde. Dog – lad os ikke genopfriske Stridspunkter, hvorom vi ikke kan komme 2 til Enighed, fordi de bunder i Gemytternes Uoverensstemmelse. Jeg har ingen Fornemmelse af Nationalitet og derfor ikke som De nogen Animositet mod Tyskland, fordi vi indlod os i en taabelig Krig i 64 – ligesaalidt som jeg har noget Udestaaende med England fra 1807. Jeg indrømmer, at jeg elsker tysk Digtning og Musik fremfor noget andet Lands, men er jeg derfor tysk, og kan jeg derfor ikke holde af Shakespeare, Shelley, Wells og Conrad og alle andre Landes store og smaa Profeter, som vi jo ikke behøver at opregne for hinanden. Mit Sind som min Bog søger Udligning og Udsoning af alle nationale og religiøse Fordomme, men maa jeg ikke have Lov til at være mig selv, føle som jeg føler, elske som jeg elsker og tro som jeg tror?

Jeg syntes, at Deres Kritik af min Bog ganske saa bort fra dens menneskelige Indhold. At jeg i den jødiske Aand ser en Værdi af uerstattelig Værdi burde dog mindst kunne støde Dem. At jeg føler mig stærkt tiltrukket 3 og tilknyttet til jødisk Væsen og Personlighed burde dog heller ikke være netop Dem imod. At jeg ud fra denne min Følelse reagerer imod den Strømning i Tiden, der søger at deklassere mine egne, og søger at løfte de indre Værdier i Lyset, som skjuler sig bag Træk af hjemløs Forvirring, skulde dog ikke prisgive mig og udsætte mig for Misforstaaelse, mindst fra mine egne. Min Drøm om Østerland er ikke Zionisme – den er en Drøm om et Ideal, som ethvert bevæget Sind stræber imod ud fra sine individuelle Forudsætninger og slægtsbestemte Sympatier.

Men min Haand ryster af Skrivekrampe, og jeg maa slutte. Min Bog er ikke skrevet for danske eller tyske, hverken for at elskes eller hades. Den er skrevet ud af det dybeste i mit Sind og maa tale for sig selv. Det er en Bog om et Sind, der stræber mod Udfrielse og Befrielse. Som man er, saadan skriver man. Og som man er, saadan dømmer man. Er der i Grunden mere at sige?

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] onsdag. tilbage