Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VIs Allé 12. 9. april 1917

Deres Betragtning abstrakt og doktrinær

Fr. VI Allé 12. 9/4 17.1

Kære G. B.!

Det var ud fra et rigtigt Instinkt, at jeg i sin Tid efter Modtagelsen af et Par Breve fra Dem besluttede mig til ikke at sende Dem min Bog. Da De selv ønskede den, sendte jeg Dem Bogen. Deres Brev idag har det samme Indhold som de tidligere – De bedømmer min Bog abstrakt, religiøst om De vil. Paa samme Maade som De dengang i Deres Breve til mig bedømte Mennesker. De skrev omtrent saalydende: 2 "Jeg har Antipati mod Jøder – franske, tyske, amerikanske Jøder, overalt det samme væmmelige Krapyl!"

Nej, kære G. B., vi kan ikke mødes. De fordrer, at Forfaderen skal dele Anskuelser og Synsmaader med Dem. For mig er Deres Betragtning abstrakt og doktrinær. Jeg har søgt at skildre et Menneske med hans Tvivl og hans Tro. Er det lykkedes, er min Bog et menneskeligt Dokument – andet drejer det sig ikke om for den, der vil bedømme en Bog menneskeligt og retfærdigt.

I gammelt Venskab

Deres
H. N.

 
[1] mandag. tilbage