Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VIs Allé 12. 3. januar 1915
ingen Slag i Frikadellen
Fr. VI Allé 12. [søndag] 3/1 15
Min kæreste Herre!
Jeg har glædet mig over det lille Hæfte1. De sendte mig – dels som Venskabstegn, dels som det fine Kunstværk det er. For en Dramatiker, der søger Klarhed og Korthed, men ikke altid finder den hos sig selv, er det en Fryd at finde den hos andre. Et knapt og fast Rids har De tegnet og beregnet Lys og Skygge med saa sikker og følsom Haand, at Tilskueren har nok til at udfylde Billedet med sin Fantasi. Og dette er vel Hovedsagen: at give saa meget eller saa lidt at der er Plads for Læserens meddigtende Sind. Er der for meget, sløves hans Opmærksomhed, er der for lidt, slappes den. De gyldne Vej er som altid Middelvejen – den, der sikrest og tryggest fører til Maalet.
Hvor mærkeligt, at Naturen i Ny og Næ krystalliserer 2 en Race, en Nation i en Enkelt – Undtagelsesmennesket, der bekræfter Reglen: Napoleon, Shakespeare, Goethe, Tolstoj. Alt er blandet sammen, smaat og stort, svagt og kraftigt. Som Millioner af Enere danner en Hær og gennem Sammenslutningen, Fortætningen udvikler en Storhed, en Magt, en frygtelig og ærefrygtindgydende Pathos og dæmonisk Højhed, saaledes danner Naturen i det udprægede Menneske en Magt, et Symbol, som afgiver et billedligt Eksempel for alle Tider. Og som Goethe er den germanske Race fra før og nu, saaledes er Napoleon den romanske. Alle Veje fører fra ham til Rom og tilbage igen. Et Centrum, hvorom alt i Cirklen drejer sig.
Naar jeg tænker paa Napoleon, er det altid som Drama. Ikke fordi mit Væsen har et Gran deraf, men fordi hans Væsen var det. Hans Form, Methode var dramatisk, hans Forberedelse hans Virkninger, hans Fantasi. Han vidste 3 Besked om alt i den Plan, han havde for, selv de 2 Kanoner i Ostende, men under Udførelsen valgte han det afgørende og koncentrerede sig om den eneste Scene blandt de tusinde. Han vidste, at Virkningen bestod i at have forberedt alt til Brug for et eneste: Pletskuddet. Hans Liv var Spænding, Handling, Overraskelse, Virkning. De sagde engang til mig om et Drama – desværre var det vist et af mine egne –: Der er ingen Slag i Frikadellen. I hans var der det.
Og som man aldrig bliver færdig med at undre sig over Livet, saaledes bliver man aldrig færdig med de Enkelte, i hvilke Livet har krystalliseret sig. Man taler om disse Store, som man taler om "Livet". Det er lyst, det er ondt, det er let, det er brugt, det er lykkeligt, det er trist – det er kort sagt: alt. Og da vi Mennesker er smaa, saa ser vi til daglig smaat paa Livet. Men naar de Mænd er døde, som gik hernede med Fejl, som vi skadefro 4 nikkede genkendende til, saa tegner deres "Liv" sig for os, og med vor Trang til at tilbede de korsfæstede, bliver de til Guder – Undtagelserne, som vi i vor Lidenhed søgte at gøre til Regel, da de gik iblandt os.
De selv er en af disse Undtagelser. Den, der lever, vil faa at se.
I uforanderlig Hengivenhed og Beundring
Deres
Henri Nathansen
