Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VIs Allé 12. 2. december 1913
min Vrede, min Haan, min Tristhed, min Sorg og Foragt!
Fr. VI Allé 12. 2/12 131
Kæreste G. B.!
Jeg er nu kommet tilbage til det kære gamle Danmark og sender Dem en varm Hilsen og Lykønskning til Deres Sejre. Ja, vi skal vinde vore Venner ude. Jeg selv har haft megen Glæde af min Rejse til Tyskland, og i samme Øjeblik jeg satte Foden paa dansk Grund, saa jeg "min Ven Levy" i "Tilskueren" med fældet Lanse parat til at støde mig ned. I en drabelig Artikel stak han sit Vaaben i min Ryg, væltede mig om, flænsede i mit Kød og drak af mit Blod og kastede mit afsjælede Legeme i Rakkerkulen. Hvorefter jeg stod op fra de Døde, tændte mig en Cigaret og gennemlæste de næsten elskovssyge Breve, som samme Louis Levy2 i Tidernes Løb har tilskrevet mig. Sidst jeg saa' ham hos mig, var for et Par Maaneder siden. Han havde ikke været i mit Hjem i flere Aar, og saa stod han en skønne Dag udenfor og ringede paa. Og ved De, hvad hans Ærinde var? Han vilde gærne laane 3000 Kr. af mig. Jeg sagde ham da, at jeg hverken kunde 2 eller vilde, men ikke destomindre stod han i en god Timestid og smigrede og smiskede og tiggede og bad. Da jeg saa endelig sagde et bestemt og afgjort Nej, gik han mod Døren, og derhenne sagde han de Ord, som jeg sent vil mindes: "De skulde dog betænke Dem endnu en Gang, inden De siger Nej – vi kunde jo maaske mødes ved Lejlighed, hvor De havde Brug for mig." Farvel – sagde jeg – og han forsvandt med sit Judas-Smil.
Nu er Lejligheden kommet for ham til at sige Tak for Laan. Han skriver i et Organ, der hedder "Riget", og som fattes Penge ligesom min Ven. Der gaar ikke en Lejlighed forbi, uden at jeg erindres i smaa Sidehib, i skjulte Naalestik. Jeg har ikke set alt, men Folk der har set det, meddeler mig det. Paa denne Maade bidrager jeg altsaa dog til hans og Families Underhold. Ja, selv da Fru Ott3 for nogen Tid siden fik et Stykke spillet paa Folketeatret, maatte jeg frem og betale Alimentationsbidrag. Levy skrev om Stykket og brugte en Spalte til at forklare, at mit Stykke var langt langt ringere end den "lille Levy", eller hvad nu Stykket hedder. Jeg var nu fuldkommen Makker mod Fruen, hvem jeg iøvrigt af Hjærtet under den Sukces, hun har faaet.
Vær glad, at De er ude. Kom ikke hjem! Føler De ikke, hvor Stimændene ligger paa Lur for 3 at saare Dem. Den tykke Moralbasunengel ligger paa Lur i Spidsen for Banden. Han ligner nu mere end nogensinde en vred Maas. Tænk Dem – han, der har begaaet ret anselige Svindlerier i Litteraturens Tjeneste, er nu Moralens Vogter. Han taler om "Besudling", han, der griser rundt i Svinestien og plirer med sine smaa ondskabsfulde Øjne, ond i Sulet og sur i Sværet. Kom ikke hjem! Rejs videre! Alle de, der duede en Smule, skulde rejse fra dette ruinerede Land, dette Fallitbo, der lever paa Kreditorernes Bekostning. De talte smukt om Danmark, saa' jeg – ak, De følte vist selv mest af alle, hvor ondt de gode Ord gjorde. Jeg ønsker en Gang at sige min Mening, som jeg aldrig før har sagt den, maaske i mit næste Skuespil – Gid jeg dèr kunde finde Udtryk for min Vrede, min Haan, min Tristhed, min Sorg og Foragt!
Men – nok om disse gamle Klagesange, De kender Visen med det bedrøvelige Omkvæd: jeg tror der er dejligst i Danmark – naar man ikke er der. Pontoppidan har jeg hørt fra og ser ud til ham en af Dagene. Han skrev, at han havde tilbragt en Formiddag hos Dem, og at De var mere spillevende end nogensinde. Han har udgivet 2den Del af sin nye Bog – jeg venter med Spænding paa den. Rung saa jeg igaar, vi gik en lang Tur, drøftende Situationen, Dem og de faa andre, vi sætter Pris paa. Fru Rung kan jeg hilse fra, jeg mødte hende i Morges. Den gyldne Frue - - - 4 hun fortalte, at hun havde hørt fra Dem, og at De var glad og frisk.
Af Bøger har jeg læst: Fugleperspektiv. Jeg fik kun bladet i den, inden jeg rejste, nu har jeg i Ro læst den. Hvor den dog ligner Dem selv! Oprømt og nedstemt, fuld af Tvivl og Haab, Medynk og Foragt, Trods, Følsomhed og Flyvelyst. Aldrig i Hvile! Semper ardens! Har De staaet i Nærheden af en Flyver, naar han gaar til Vejrs? Saa runder han Hjemstedet i et Par beskedne Cirkler, lavtflyvende, rolig, prøvende sig selv og sine Vinger. Han hilser ned, sætter Dampen op. Farvel Danmark! Og han stiger saa højt, at det lille Land er en lille Prik i Verdensrummet. Og saa i et Nu sætter han Kursen mod andre Egne, andre Verdenshjørner. Det lille Land forsvinder i den sure Taage, men foran ligger Æventyret, derhen styrer han, fri og stolt i sin høje Ensomhed. En Svaneflugt! –
Jeg har læst Deres Bog med Vemod og Glæde. Vemod over, at en Aand som De er født i dette Trælleland, og Glæde over at De dog er født dèr. En lille Gnist af Deres Aand brænder dog gudskelov i min Sjæl. Og De vil altid finde mig blandt dem, der med Beundring og Taknemmelighed nævner Deres Navn.
Levvel!
Deres hengivne
Henri Nathansen
