Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 7. august 1912

Mit Sneglehus

Busserupgaard pr. Espergærde
7.8.121

Min kæreste Herre!

Vejret idag er til boglige Sysler og Brevskriveri. Regnen styrter ned, og nye Vandbeholdere svæver frem. Rugen ligger ude paa Marken og svømmer, og Folkene paa Gaarden sidder ledige ude i Folkestuen og synger flerstemmig: i alle de Riger og Lande. Jeg har siddet hele Dagen over den tyske Instruktion til "Indenfor Murene", har bladet nu efter Middag i en tyk og græsselig Bog af Wilhelm Raabe2 og har nu glad sat mig til at skrive et lille Brev til Dem.

Tak for Deres sidste Brev. Skønt det var skrevet paa Sygelejet, var det dog fuldt af Munterhed. Af Fru Gad3 hørte jeg forleden, at De var oppe, jeg tør ikke rigtig glæde mig, frygter at Deres Lidelser skal komme igen, men haaber inderst inde, at de maa være forbi. Fru Gad var som sædvanlig venlig og meddelsom. Hun er som en Telefoncentral, hvortil alle Byens Traade fører. Vi andre sidder, synes jeg, uden Telefon hver i sit Hjørne, hører intet af Døgnets Tale, er maaske ogsaa helst fri derfor. Jeg har i den sidste Maaned ikke talt med et Menneske, kan jeg næsten sige, og befinder mig fortræffelig derved. En sjælden Gang kommer en 2 ung Pige cyklende hertil og muntrer lidt op med sin søde Stemme. Saa flyver hun atter bort som en Svale – og det er Aften.

En Bog4 har jeg læst som paa en vis Maade har bevæget mig: Edmund Gosses Besøg i Danmark. Det er jo ikke noget Geni, der har skrevet den, knap nok et Talent, men et Menneske. Og mere og mere søger jeg til Bøger, der aabenbarer et jævnt og simpelt Menneskes menneskelige Træk. Det er sletikke dét, han fortæller, der har rørt mig, men Maaden hvorpaa det er fortalt. Man føler et Hjærte, der har banket ømt og begejstret, for hvad det hengav sig til – en Kærlighed, som har holdt sig frisk og yndefuld igennem de mange Aar. Et ungt Hjærte op mod Støvets Aar. De kan forstaa, at jeg med Bevægelse læste, hvad han skriver om Dem. Igennem hans Ord og mellem Linierne skimter jeg Deres fine Skikkelse, Deres snart sværmeriske, snart spottende Profil. Jeg møder en Tid, da jeg synes Danmark var yngre, Landet skønnere, Menneskene finere og bedre: Deres Ungdom.

Hvad er det altsammen nu? Kan De skimte nogen fin og yndefuld Profil? Eller er det saadan, at noget skal være forbi, før man kan se, hvad det var? Jeg stirrer forgæves ud over Landet for at finde et Sted, hvor Solen skinner. I Politik, i Presse, i Litteratur – Nid og Nag. Ikke et Menneske 3 finder jeg, hvis Storsind og Højmod jeg tør sværge til – ikke ét Tegn paa Vækst og Grøde. En Dieselmotor5, der ikke bringer mig frem – en hjemvendt Polartrotter6 med Pandedusk og alt til Polarfaget henhørende. Er jeg gammeldags og tror paa noget andet? Er Livet en Kamp med Illusionernes Vejrmøller – bort med dem – ingen Vejrmøller – Diesel og Mikkelsen leve!

Jeg ønsker mig tit et stille Sted, hvorhen Larmen ikke trænger. Fire Vægge, der slutter mig inde som et Sneglehus. Langs Væggene skulde staa de Bøger, jeg elsker – paa Væggene skulde hænge de Mennesker, jeg beundrer. Der vilde jeg søge at smælte mit Væsens Tone ind i Fjærnhedens evige Harmoni. Ude kunde de skælde og slaas – jeg hørte det ikke. Verden kunde rase og larme – jeg sansede det ikke. Inde i min Celle var Lampen tændt, og jeg var steget ned i Skyggernes Rige. Der stod de frem, de henfarne – ledte mig ved deres blege Haand ind til de dunkle Skatte, dybt ned under Verden deroppe, der drøner og gungrer, mens Menneskene vælter sig i Vrede, i Vaande, i Nød og i Had.

Der er stille i min Bolig. Lampen brænder. Mit unge Hjærte, der var plettet og pint af Livets Fugt og Kulde, aabner sig som en Blomst 4 i Morgensol. Jeg er ene. Mit Væsen er som dengang i mine unge Aar, da jeg var en troende Soldat. Da laa jo Landet solbeskinnet for mine Øjne, det Land jeg vilde søge at vinde, Æventyrets og Poesiens. Og jo længere jeg gik, jo fjærnere laa det – jeg vilde favne Juno og følte det var en Sky. Og langs min Vej vandrede Venner og Fjender, jeg kunde ikke mere skælne dem fra hverandre. De smilede ens, de talte ens, de lo, naar mit Hjærte sørgede.

Saa gik jeg en Dag bort fra den Vej, de alle vandrede. Ind til mig selv. Dèr tændte jeg min Lampe. Der elskede jeg i Fred, hvad jeg fandt værd at elske. Had og Hævn var saa langt borte. Livet var en stor Stilhed, hvori et Hjærte bankede. –

– – – En ung Dame kommer cyklende, pilsnart som en Svale. Jeg aabner Døren – kom ind!

Deres
H. N.

 
[1] onsdag. tilbage
[2] Wilhelm Raabe: (1831-1910) tysk forfatter. Bogen er muligvis Hungerpræsten, 1864, der udkom i 1911 i dansk oversættelse (383 sider). tilbage
[3] Fru Gad: Emma Gad (1852-1921) forfatterinde. tilbage
[4] Bog: Edmund Gosse: To Besøg i Danmark 1872–1874, 1912, overs. af Valdemar Rørdam. tilbage
[5] Dieselmotor: i 1912 kunne Burmeister & Wain søsætte verdens første oceangående skib (Selandia) med dieselmotor – under stor international opmærksomhed. tilbage
[6] Polartrotter: kaptajn Ejnar Mikkelsen (1880-1971) der i 1912 vendte hjem fra Alabama-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1909-12. tilbage