Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 28. juli 1911
sidder ude i Haven
Busserupgaard pr. Espergærde
28.7.111
Kære Hr. Professor Brandes!
Det er saa længe siden, synes jeg, at jeg har ladet høre fra mig. Jeg er godt i Gang med nyt Arbejde, og saa løber Tiden umærkelig. Jeg sidder nu i Eftermiddag ude i Haven under et stort Æbletræ, mellem Grenene skimter jeg en fuldkommen blaa Himmel, alt er ganske stille. Læner jeg mig tilbage, hører jeg kun en ganske sagte Susen fra Poplerne ude paa Vejen og de smaa ængstelige Hvin af Svaleunger, der lærer at flyve. En Flue sidder paa mit Klatpapir og renser sine Forpoter, en Gang imellem tager den Hovedet mellem Benene og klør sig i Nakken. Saa hengiver den sig til Nydelsen af et Sukkerkorn, der er tabt paa Tæppet. En anden Flue kommer til, den bringer Nydelser, der er sødere end Sukkeret, og de flyver bort i salig Omfavnelse.
Her er dejligt nu. Gaarden ligger lidt fra Alfarvej, kan næppe ses fra denne. Hele Dagen kommer ikke et Menneske forbi. Vi lever mellem Gaardens 2 Befolkning og tager Del i dens smaa Glæder og Sorger. Hurtigere end man skulde tro, vænner man sig til at undvære Goder, som man tror er fornødne, og man spørger undertiden sig selv, om ikke dét er Livet: at gaa paa sin Jord og se Markerne fyldes af Grøde. Ude i Køkkenet er Livets Centrum, dèr drøftes alt, dèr sidder de faa vejfarende, der har Bud eller Ærinde, dèr sidder Pigerne paa Køkkenbordet og ler tankeløst i deres Fritid, mens Konen og Sønnen paa Gaarden sidder og lytter til og lér med. Nu og da kigger jeg ogsaa derud – i denne Tid er Tækkemanden paa Visit, han boer paa Gaarden, mens han gør Tagene i Stand, og Sludderen gaar da livligere, opmuntret af dette fremmede Element, der er kommet langvejs fra, hele 3 Mil inde fra Landet. Men henne paa Komfuret snurrer den evige Tone af Kaffekedelen, der staar parat.
Af Nyt saa' jeg Deres Artikel om Lange forleden. Jeg kender ikke Langes Artikel, jeg synes undertiden han røber en anden Natur end den, man kender gennem hans Bøger. Dèr synes jeg, han gør et blidt, ofte et noget svagt, men fint og smukt Indtryk. Hans Person er ikke saa let at faa fat i. Hans Øjne kan jeg ikke lide, han har ikke noget Blik. Jeg føler ingen Tryghed i hans Selskab. Jeg ved aldrig, om han er min Ven eller Fjende. Men det 3 er der maaske ingen, der ved. Det er jo nu moderne at have Hjærtet paa Læberne, alle raaber højt: jeg har det største Hjærte! Jeg tror ikke, at Langes Talent just sidder dèr. Det var denne Slaaen sig for Brystet, der skæmmede hans iøvrigt smukke Skuespil2: Samson og Dalila. Samson var en underlig Filister: Om Lange er Antisemit, ved jeg ikke, det vilde undre mig. Men lidt Nag sidder der jo i ethvert godt Hjærte til dem, der har en anden Næse. Der er langt langt igen, inden en Jøde kan gaa ned ad Gaden uden at, ihvertfald i Tankerne, hvert andet Menneske, han gaar forbi, raaber efter ham. Men saa langt er vi dog kommet, at det sker i Stilhed – og af et godt Hjærte.
Kæreste G. B. – Sommeren er saa dejlig og Himlen saa blaa nu henad Aften. Jeg hører ingen, sér ingen. Var jeg Dem, saa rejste jeg en Gang ud, fjærnt fra alt og alle. Rejser De, saa er det til Egne og Steder, hvor tusinde Ting forstyrrer Dem, og tusinde Mennesker tager Deres Tid. Og kommer De hjem, saa sidder De midt i Byen, udsat for Sværmens tusinde Stik. De trænger til Stilhed, Ensomhed for Dem selv og Deres Arbejde. De har saa tit skrevet mig til om den Gru, De følte, naar De atter sad i det danske Fængsel. Men Danmark er ikke Byen. Jeg er ofte ækel til Væmmelse over denne lille sladrende Hovedstad, hvor man undersøger Næstens 4 Undertøj. Men har jeg blot været 8 Dage ude i det aabne Land, gaaet ene i den friske Luft, siddet ene i min Stue med mit Arbejde eller en Bog, saa er mit Sind atter i Ligevægt, og Lidelser og Skuffelser er dækket af frisk Hud. Det kommer igen, det ved jeg, min Længsel efter Mennesker, Byen – men jeg kommer rustet tilbage, rustet til at tage fat igen og tage imod de Slag, der venter.
Ak ja – hvad kan det hjælpe – De er nu én Gang den, De er. Jeg husker et Sted, De har skrevet: Ensomhed fordummer. Er det rigtigt, eller citerer jeg falsk? De vil sige ja, dét har jeg sagt, og jeg vil synke i Jorden af Skam over min Ensomhed herude. Men indtil da vil jeg sidde her i Haven og se op i Æbletræet, der bugner af Frugt i landlig Ro og Ensomhed, og jeg vil lytte til Poplernes ensomme Sus og Svaleungernes høje Kvidren i det ensomme Blaa. Og jeg vil i Fred drømme mine Drømme og tænke mine Tanker og gaa mine Ture og komme hjem til mit Arbejde, der venter mig trofast i et Værelse mod Syd med Udsigt til en stille Sommerhave, hvor ingen kommer, og hvor Træerne staar og hvisker dæmpet til hinanden om Sommer og Stilhed og Grøde.
Mange Hilsner
Deres
Henri Nathansen
