Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 22. juni 1911

første Gang, jeg søger noget

Busserupgaard pr. Espergærde
22 Juni 111

Kære Hr. Professor Brandes!

Tak for Brevet og Anbefalingen, som jeg fik lige nu – jeg var glad for begge Dele. Paa Torsdag giver Ministeren2 Audiens, saa jeg ifører mig Diplomatfrakke og stiller hos Ekscellencen med en blaa Konvolut. Han kender formodentlig lige saa meget til mig som jeg til ham, men han kender Konvoluten. Det er første Gang, jeg søger noget, og jeg gør det grumme nødig. Men man lærer jo i Livet at lyve for andre og for sig selv. Og jeg har allerede overbevist mig selv om, at det er min Pligt at søge, at det jo er en Ret, jeg har, og ingen Almisse, jeg faar, og Sludder og Vrøvl og Løgn og Dævelskab. Summa summarum: jeg tager Ansøgerfrakke og Bukser paa og gaar til Hr. Appel.

Jeg sender dette Brev til Deres Adresse i Paris, uagtet jeg efter Deres Brev nærmest har det Indtryk, at De tager til Rouen og derfra andetstedshen, uvist hvor. Men De faar vel ihvertfald 2 Breve eftersendt. Det gør mig ondt, at Deres Brev er præget af Mismod, jeg havde haabet paa, at Rejsen mod Syd bort fra den danske Taage vilde have gjort Dem godt. Foran mig ligger et Hæfte, som jeg har læst, og mit Blik træffer et Citat af Tennyson, som Henry Georges har optegnet:

Er da Naturen med Gud i Strid, siden den synes saa ond –
Ligeglad med den enkeltes Liv, kun for Slægten et Værn?

Er det rigtigt? Har man at bøje sig under Loven og tro paa dens Velsignelser? Enhver, der har levet og ofret sig for de mange, har vel følt Livets tilsyneladende Brutalitet. Med et Gudebilledes stivnede Ro modtager det Ofrene, der prisgives til dets Ære. Lidt Røg og lidt Aske – og alt er som før. –

Forøvrigt er mit eget Sind i nogenlunde Ligevægt. Jeg kom hertil, urolig og alt andet end glad. Men Livet paa en Gaard som denne, en gammel konservativ Bondegaard, er sundt for urolige Sjæle. Naturen er moderlig. Naar jeg ligger oppe paa en Bakke med en lille Bøgeskov, der hører til Gaarden, og ser udover Rugen, der bølger og bølger og dog staar stille og bliver høj og moden – naar jeg ser ud over Markerne, 3 hvor Bønderne saar og høster, saar og høster – naar jeg ser hen mod Skoven, der løves og visner, løves og visner – naar jeg ser udover denne Natur, der er evig omskiftelig og evig uforanderlig, saa bliver jeg rolig. Hvad er jeg selv, et Fnug af Naturen, der blomstrer og visner, et Korn i den store Kværn. Jeg kan spørge: til hvad Nytte? Men jeg kan ligesaagodt spørge: til hvad Nytte modnes Rugen og løves Skoven? Dette er landlig Filosofi af den laveste Art. Godt at det ikke var som Filosof, De skulde anbefale mig til det ærede Finansudvalgs Velvilje. Min Kone, der har Agtelse for mig som Forfatter, afskyer mig som Filosof. Hun anser min juridiske Begavelse for den mest fremragende af mine Evner, i hvilken Anledning jeg en Dag i mit Mismod forfattede følgende Gravskrift over mig selv:

Hans Endeligt var saare trist,
han døde som en god Jurist.

— — —
Jeg ser ikke mange herude, Gaarden ligger lidt fra Alfarvej, og et Hus, der ligger blot 2 Skridt fra Strøget, gaar ingen forbi. Jer er da henvist 4 til Selskabet her paa Gaarden, som ikke er det værste. Konen her, en prægtig, landlig, munter Kvinde, djærv, brav, uegennyttig. Min egen Kone, som jeg forbigaar i Tavshed. Og endelig min gamle Amme3, som vi Brødre har sat paa Pension i hendes Fødeby Hjørring, men som er kommen herover for at tilbringe Sommeren her hos os og hjælpe lidt til, hvis det kræves. Faa Mennesker virker saa beroligende paa mig. Hun har tjent min Familie i over 40 Aar. Hun elsker os, og jeg er hendes Hjertebarn. Naar jeg saa siger Dem, at jeg foruden min Amme dyrker Shakespeare, Paludan-Müller, Griffenfeldt og Joh. Luise Heiberg, saa vil De kunne forstaa, at alt er saare godt, og at intet foruroliger mig undtagen min eksemplariske Dovenskab. Men hvis jeg nu faar Understøttelse paa Finansloven for denne med Deres virksomme Støtte, og Vorherre vil holde sin Haand over mig som forhen, saa synes mit Liv at have faaet en værdig Afslutning, og jeg kan da med Sindsro imødese den Rullestol, der uundgaaelig venter enhver dansk Digter af den Frederiksberg'ske Skole.

Mange hjærtelige Hilsner fra os begge

Deres
H. N.

 
[1] torsdag. tilbage
[2] Ministeren: Jacob Appel (f. 1866) havde, som HP, titlen cand.math. fra Polyteknisk Læreanstalt, men var ellers eksamensløs højskolelærer ved Askov, fra begyndelsen i regning, fysik og matematik. I 1906 blev han skolens forstander. Uden at have været medlem af Rigdagen blev han i 1910 kultusminister i Klaus Berntsens regering. tilbage
[3] Amme: Anine Caroline Andersen, f. 23.12.1839 nær Hvidegård, Hjørring mark, datter af bolsmand og avlsbruger Anders Pedersen og Cecilie Marie Jensdatter. Hun er iflg. folketællingslisterne ugift tjenestetyende hos købmand Herman Nathansen, Strømgade, Hjørring 1870 og 1880 og Nørregade 9, København 1885 og 1890. tilbage