Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 6. april 1911
en Stræng gennem mit Liv
Allégade 15 A. 6/3 11 [6.4.19111]
Kære Hr. Professor!
Før og nu! Titlen kunde lyde som en Fanfare, og saa er den et Suk. Jeg har iaften læst de to Foredrag2, som jeg hørte Dem holde med en Ildfuldhed og en Harme, der henrev mig. Læsningen har givet mig det samme stærke Indtryk, og jeg er fuld af Beundring over Deres Aands Styrke og Flugt. Herhjemme er De den eneste, hvis Ild aldrig slukkes – De er selv en Servet og en Ferrer, en Kæmper, en glødende Befrier, og under de Lag af Aske, som har lagret sig i Deres Sind af sammenbrændte Forhaabninger og forkullede Forventninger, ulmer endnu den evige Ild i Deres Sjæl. Det er en Lykke at være født i et Land, hvis Sprog er Deres, og det er en endnu større Lykke at have levet 2 og virket, omend i det smaa, under Indtrykket af Deres Aands straalende Højhed og Renhed.
Tak for alt – baade før og nu. Det faldt jo i min Lod at kende Dem og vinde lidt af Deres Tillid. Søger jeg i mit Liv efter Holdepunkter og Begivenheder, er De en af de største og vigtigste. Gennem mit Liv gaar Deres Navn som en Stræng, der evig toner. Aldrig klangløs, aldrig brusten som saameget andet. Lytter jeg mig tilbage til min Ungdom, klinger den lokkende og berusende, og lytter jeg iaften til Klangen af Deres Navn i mit Sind, er den stadig forunderlig lys og levende – lokkende ved sin Ynde – berusende ved sin Fylde.
Livet er vemodigt – som selve Titlen før og nu. Men Deres Liv, som det staar for mig, i Arbejde, i Kamp for Ret og Frihed, mod Lys, mod Renhed, er en klar 3 og straalende Ledestjærne, visende Vej ren og rolig mod de evige og høje Maal.
Deres
Henri Nathansen
