Hans Lützhøft til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Odense. 18. februar 1914

den dybe Længsel

Odense d 18/2 1914.

Hr Forfatter Henrik Pontoppidan.

Hermed det Nr af Kirken og Hjemmet, hvori det af Dem udgivne Foredrag om Danmarks Præster anmeldes¹. – Jeg sender Dem det trods Deres Undren over, at jeg har sendt Dem et tidligere Nr², hvori Deres Foredrag var behandlet efter de foreliggende Referater. De har nemlig i Hovedstaden³ beklaget Dem over, at dette Blad ikke havde sendt Dem nogle Nr, hvori der blev skrevet angaaende dette Thema, hvad De altsaa mener at have Krav paa, efter min Mening, med Rette. 2 Deres Forundring forstaar jeg altsaa ikke. – Derimod forundrer jeg mig over, at De, naar De overhovedet vil skrive privat til mig angaaende mine Bemærkninger, ikke har faaet Øje for, at der i disse ogsaa var et Forsøg paa at forstaa, hvad der laa bagved af værdifuldt i Deres offentlige Udtalelser, men dertil hører rigtignok ikke den Art Domme, hvor man skærer hele Standen over en Kam.

Mig forekom det, at der i Deres Foredrag, som ogsaa i meget af, hvad De har skrevet, er noget af den dybe Længsel, den inderlige Trang til at finde Forstaaelse, Hjælp, Hvile for sin inderste Sjæl, trods alle Tvivl og Kampe, og hvor jeg synes at høre dette, vækker det altid min 3 Sympathi. Jeg har derfor prøvet at forstaa Dem, og det skulde gøre mig ondt, om jeg virkelig saa helt har misforstaaet Dem.

Jeg kan derfor kun med Beklagelse se, at De ved at skrive til mig finder Anledning til at anbringe "Lytter man rigtig til, kan man forfærdes over den Selvglæde, det aabenbarer hos Standen".

Jeg tror, at det var Henning Jensen, som i "København"⁴ gjorde opmærksom paa, at det var ret karakteristisk, at de allerfleste Indlæg fra Præster i Anledning af Deres Foredrag indeholdt en Del Bemærkninger om, hvad Præsterne kunde lære af Deres Ord, og hvad De nu havde Ret i. Dette vilde man neppe have faaet at høre fra nogen anden Stand, der havde været Genstand for et lignende Angreb. – De synes ikke at have haft Øje for denne Ejendommelighed – tværtimod.

Deres ærbødige
H. Lützhøft.