Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 24. april 1919
ikke noget imod svensk guld
Bestum pr. Kra. 24.IV.19.
Kære Henrik Pontoppidan,
Tak for Deres brev1 idag. Det var bedrøvelig at høre, De har været daarlig. En Politiken forvilded sig til os for et par maaneder siden, og der stod der noget om det. Men jeg tænkte ikke at historien hadde været saa langvarig som den maa ha været. Av Deres brev ser jeg nu at De heldigvis er i bedring, og naar nu vaaren ordentlig sætter ind, gør vel den ogsaa sit. Saa De er i fuld vigør til sommerens arbeid – det jeg glæder mig at nyde engang, naar den tid kommer og De husker paa mig.
Det var kedelig at bind II ikke kom efter programmet; det er forlagets skyld – jeg telefonerte idag: Det skulde pr. omgaaende ordnes. Forresten kan det godt være at resten vil berede Dem en skuffelse og lede – det er jo fra min side én bog2 uden inddeling i bind – hvilket blev nødvendig for at faa noget ud til jul; overskrifterne paa hvert bind blev altsaa noget som 2 kom til i sidste liten3. Og mine landsmænds anerkendelse, som De nævner, er nok temmelig bristfældig – ialfald sidder der smaa penneknægte og plaffer efter mig, i briganti della macchia. Deres riflesmeld er forresten ofte mere at bygge paa end den dimensionsløse lovtale, – selv om den smager bedskt iblandt; stilheden er det værste – den kender jeg jo ogsaa ikke lidet til. Men modgang har til dato ikke egentlig faat bugt med mit humør; økonomisk har det selvfølgelig virket. Men ellers har det muligvis ikke hat nogen virkning – jo, kanske dræbt et og andet digt; men det er ikke sagt, der ved det er større skade skedd; om en skribent iblandt er blit en glad stund fattigere, da man føler man skyder bryst og slaar med vinger, behøver derfor ikke verden at være blit et digt fattigere. Men jeg kan alligevel ikke si andet end at jeg mangen gang længtes efter syden og renæssance: det er at drikke sig utørst i vino stravecchio4 – det alene. Og isteden blir man siddende og pusle med disse hjemlige emner, som snører én ind; og som attpaa5 har dette forfærdelige ved sig, at de ustanselig yngler og√ mylrer op om én til langt over ørene. Fordi det er dette man kender, det er her man er hjemme: i "renæssancen" render man bare med limstangen, der ved man i grunden ingenting, det er just det fremmede og 3 ukendte og fjerne som kogler én, – og den ægte sydlænding med sydlændingens porer bare smiler og rister paa hodet til produktet. Altsaa: det har naturligvis mindst virkelig værd det, man har hat mest moro av at gøre. –
De husker min skitur iaar ogsaa. Denne gang tog jeg den midt i mars for førets skyld – og jeg fik ikke andre med end min kollega og gamle ven Hans Aanrud6. Men vi hadde det herlig – prægtig føre og lange, koselige vinkvælder. Vi maatte paa grund av forbudet7 nøie os med rødvin; jeg foretrækker nu den for pjolter, men deri er nok ikke Aanrud enig. Skønt én kvæld ialfald gik nu ogsaa han utørst i sæng. – Og da jeg saa efter en uges tur kom hjem, var der kommen en ven tilbage fra Tyskland; saa jeg igen maatte i vei; men dennegang opover Nordmarken paa en to dages tur. Saa iaar har jeg da faat røre mig lidt. Og jeg later, som ælden ikke har paavirket mit mod paa bratte bakker det spor.
De nævner den gyldne lagerkrans. Ja, her om dagen var der én, som kom til at ymte noget i den retning ɔ: at der var gjort forsøg paa at skaffe mig noget. Svensk guld har jeg jo ikke noget imod8. Men jeg siger som alkoholisten i min bog: Det tror jæ 'kke. Min hjemmelsmand trodde det nu heller ikke, forresten. Men det stiver én op at vide, nogen ønsker én denslags.
Lev nu vel, kære Henrik Pontoppidan. Og god bedring!
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
