Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 31. oktober 1917
den er Deres bedste bog
Bestum 31.X.17.
Kære Henrik Pontoppidan,
Tak for bogen1. – Ikke før hadde jeg faat unna2 noget arbeid, som skulde ud til jul, saa kastet jeg mig over Deres to bind og nilæste3 til jeg var tilende med dem igaar. De nævnte i Deres brev4 i sommer noget om at den var anset for kedelig: Jeg begriber ikke andet end at den er Deres bedste bog. Den har ialfald fyldt mig og jeg har været med, den hele tid. Det er kanske ikke egentlig damelektyre – dertil er der formeget politik og samfund. Men den er lige værdig for det. Hovedskikkelserne, bifigurerne, – de staar der alle saa klart og fast, og repræsentative. Bogen gir i det hele et merkelig rigt og nuanceret speilbillede av det ledende i et folks aandsliv; den som engang i fremtiden vil studere det omkring 1900, vil jo aldrig komme forbi denne bog, ligesaalidt som forbi Deres to andre hovedværker.
Og naar man – som jeg synes at huske der er gjort – har slaat paa at man ikke helt forstaar, hvor bogen vil hen, saa er jo det fornøielig: det er de rammedes sedvanlige maade at dække sig paa. Hvilket borger for at bogen vil vedbli at leve; og forhaabentlig svi bort dødkød der, hvor slikt skal svies bort. Det er ialfald den eneste maade, hvorpaa hidtil ledende skikkelser kan avsættes, byttes i nye.
Det er bare det kedelige, og tillige ækle, at i denne omjustering vil skikkelser kaste sig ind og vidne om de nye mennesketyper, – skikkelser som i grunden er mer forkomne og mer betændte end de, som de angriber. Men det er jo et sedvanlig syn ved enhver aandelig flyttesjou: uvedkommende trænger sig ind. –
Ja, det var en værdig bog.
Og en forfatter, som har det syn paa den enkelte og paa samfund, er ikke "idealist"!! Nei, de er ikke skarpsindige, de herrer i akademiet der øst, som avgør Nobel-priset. Det er jo i det hele Svenskerne ikke. Idag altsaa Gjellerup, imorgen Boier5! Saa æren blir det jo saasomsaa med tilslut.
Med hjærtelig hilsen og tak, –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
