Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mesnalien, Lillehammer. 12. juli 1911
Brandes ifølge race udestængt
Mesnalien, pr. Lillehammer 12/7 – 1911.
Kære Henrik Pontoppidan!
Bare en liden hilsen og inderlig tak for Deres brev1 til mig fra hospitalet. Det var mig slik glæde, det De sa om mine ting, og jeg har læst brevet mange gange – én er jo engang ikke født foruden forfængelighed.
Men jeg siger sandt, naar jeg forsikrer at det glæded mig endnu mere at De var over det værste. Og jeg haaber at sommren gir Dem helsen helt tilbage. –
Jeg tog med mig Deres Muld og Det forjættede land hidop, som jeg desværre ikke har læst siden de kom og nu hadde glemt. For et fortrinlig billede der Emanuel kommer ud fra fjøset og møter folkeskolemanden som siger du! Og hele bogen: det greb ned i det centralt nordiske! Slikt er Brandes ifølge race udestængt fra at fornemme; derfor blev det saa tyndt i grunden, det han skrev om Dem nyss2. – Jeg glæder mig til Det f. land.
– – – De nævnte "blaaner" i Deres brev: Men her et par mil lige i øst for Lillehammer har min kone og yngste datter i vinter lat tømre op en hytte til os, helt op i himmelranden – der er horisont som paa havet. Det er næsten formeget av det gode. En sover desuden daarlig i tør høifjældsluft, og om dagen døser maskineriet. Maskineriet befinder sig i grunden lidt for vel.
Med de hjærteligste hilsner, –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
