Eli Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Oslo. 15. oktober 1934
intet liv efter døden
Oslo 15/10 – 34.
Kjære herr Henrik Pontoppidan!
Mange tak for brevet gjennem K. Larsen forleden! At De har været plaget av et øienonde, var sørgelig at høre. Og slik en hindring for Deres arbeide i enhver henseende. Jeg haaber inderlig paa en snarlig bedring for Dem. Radio kunde kanske forkortet én tiden noget, men da maatte man helst høre til dem, som ikke hadde noget bedre at foreta sig heller. Naar man ikke har radio selv, kan man jo ikke forestille sig verkningen til daglig. Jeg hører det en sjelden gang, og da gir det mig en viss reise-fornemmelse; jeg liker f.eks. godt at høre de rullende romerske r'er i et frodig italiensk organ. Selv om det nu minner mig om noget, som saa at si er sunket i havet. Og ikke vedkommer mig længere heller. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg hørte en liten gut si til moren, idet jeg passerte i et frygtelig høstveir efter en regnsommer: "Mamma, hvordan er det om sommeren?"
Nu har jeg holdt paa nogen uker paa biblioteket efter min langvarige sygdom, og det ser ut til at gaa med forsigtighet. Jeg har heldigvis faatt stillesittende arbeide. Man maa være glad man har et godt arbeide. 2 Men det blir liten tid tilovers for min fars papirer, og det liker jeg ikke. Ihøst kommer altsaa "Driftekaren" i ny utgave. Det var forsaavidt paa tide, forlaget maatte laane sig til et eksemplar, da den nye utgave skulde trykkes. Men jeg er glad den kommer. Angaaende teaterplanene, blaaser de vel bort. Der er to filologer ved universitetet, som arbeider med Kinck-opgaver til sine eksamener, og det er morsomt; men det blir ikke lette opgaver de har valgt sig. Jeg skulde ønske frøken Lea fik brukbare kaar for sit talent her, med vedholdenhet i enhver henseende, maatte da et slikt talent faa levevilkaar selv i smaa forhold.
Min søster er ikke bedre; hun har det taaleligere, og det er jo svært meget. En roligere, mindre plaget tilværelse, et lyst litet værelse med utsigt til fjorden, noget hun virkelig bryr sig om. Nu har hun været syk i fem aar, og jeg er endnu ikke kommet saa langt som til at kunne virkelig fatte det. Hvad skal man nu ønske utover en smertefri tilværelse for hende. Hun blev syk samme høst J. Thrap-Meyer døde. Jeg maa tænke paa hvad Thrap-Meyer efter en lungebetændelse moret sig med at si. Der var intet liv efter døden, han hadde været derover, og kunde forsikre at der var virkelig intet. Men saa smertefrit og absurd trodde han vel egentlig ikke det hang sammen. Jeg burde faa tid til at skrive ned nogen erindringer om mine forældre til mulig bruk for biografer. Men det er saa vanskelig. Jeg viger tilbake for det i det længste. Dumheter vil jeg nødig skrive. Skulde ikke bøkene være nok. Deponerer man saa ogsaa privatbrever til studiebruk engang i fremtiden, så har man ialfald ikke øket forvirringen og feiltagelsene. Jeg haaber jeg kommer til at holde fingrene av fatet.
God bedring!
Deres ærbødig hengivne
Eli Kinck.
