Harald Kidde til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Vittsjö, Sverige. 13. december 1914

fortærende Skrue af Nød og af Angst

Wittsjö1. Sverrig. 13 Dec. 14.

Kære Hr. Henrik Pontoppidan –

Hjærtelig Tak fra os bægge for Tilsendelsen af Deres Bog2! Hvilket stateligt Bind – og en ny Del færdig allerede til Foråret! Vi har så ofte tænkt på, hvorledes De vel havde det, men vi vidste ikke en Gang rigtig, hvor De opholdt Dem. Selv har vi nu, med en kortere Afbrydelse, opholdt os herovre i Sverrig et halvt Års Tid, og kun hørt lidet og slet intet set til de fleste af vore Kendinge. Dog skrev Niels Jeppesen noget om, at der havde været Sygdom hos Dem, men uden nærmere Forklaring og har siden tiet. Vi håber da meget, at der intet af særlig Betydning må have været?

I al Fald ser vi jo nu, at De, trods alt, har fået noget Arbejde udrettet. Og hvad er der dog ikke, som hindrer i denne Tid, helt bortset fra, hvad det private Liv kan bringe én! Er der mon noget Arbejde, der angribes og trues – så meget som vort? Dog, jeg antager, De stedse opholder Dem udenfor 2 København, der end mindre end nogensinde synes mig gunstig som Bolig for den skrivende? Jeg véd i al Fald, at var vi bleven dér, havde jeg intet somhelst fået udrettet. De Uger, vi var der, var jeg uden Hvile og Samling ét Minut, for de Rygternes og Meningernes Moskitosværm, som fyldte Luften. Og hvad gavnede det, om vi drev ørkesløse ned i den fortærende Skrue af Nød og af Angst? Vi endte vel da, i dobbelt Forstand, i Armod! Så tog vi da herover, og har nu dog bægge fået en god Del besørget. Til Tider synes man jo nok, man "forsømmer" noget ved at begrave sig i en sådan Afkrog af Skove og Stumhed, i et, denne Tid så uvedkommende, Arbejde som Skildringen af Mennesker og Liv, der levede og døde forlængst, eller kun førte deres Skyggeexistens i éns Hjerne. Men havde man ikke sin Gerning at røgte, fra Dag til Dag, og gav den ikke én den fuldkomne Glemsel de Timer, den står på, da overlevede man vel knap helskindet den Rædsel, som 3 nu står for. Jeg vil egentlig ikke sige, at for mit Vedkommende nogen Tro, nogle Illusioner er styrtede sammen. Jeg har aldrig troet, Menneskene eller rettere Nationerne, anderledes, end de nu viser sig. Kun enkelte blandt Videnskabens og Digtningens Mænd havde jeg regnet frie for det, der nu tilintetgør dem? Hvor skulde det uhyre Flertal blive anderledes? fik det Tid eller Lejlighed dertil? Nej, men den Fremtid, man drømte om? Og først og fremmest, den Nutid rundt i de titusinde Hjem!

Og dog må vi "digte" videre – og vil det jo også af vor inderste, uimodståelige og ufattelige Vilje. At også De, der fremfor alle i vor Digtning, står for mig som "Manden", i al Fald tilsyneladende: rolig fortsætter den fælles Gerning, virker så styrkende, så betryggende, som et Lys, hvor man er ved at fare vild og tabe sig selv og alt. Derfor er det med dobbelt Glæde, vi modtager et Værk af Dem i År.

– Ja, som De jo vel kan forstå, endte vor "Ancker'ske" Rejse3 til Syracus' Ruiner og 4 Roser i denne lille Landsbys Skove og Sne. Så utænkeligt det vilde være nu at rejse og nyde i Syden, så tilfreds jeg er med at kunne arbejde i Steden og med at have Penge og Ro dertil, så meget skærer det i mig ved Tanken om, at nu nåer jeg måske aldrig derned, aldrig sønden for de Alper, der hidtil har stået som en Grænsemur for mine Rejser – og for min Ånd med. Nu smuldrer jo Rejsepengene hen, Styver for Styver – og når kommer igen en sådan samlet Sum, særlig som Dagen nu teer sig? Således sidder vi da både fulde af Taknemlighed og Skuffelse her i vort Vinterland. Men hvad bliver vi og vort, når vi tænker på det, som nu sker histude?

– Endnu en Gang: vor hjærtelige Tak for Bogen, som vi nu glæder os til at læse her i vore Aftner, hvor ene Sneen lyser bag Ruden, og Granerne mørkner, og der er så stille, at Fyrreveddens Knitren i Ovnen synes at fylde hele det sovende Landskab derude. Eller lyder som Ekkoet af den endnu fjærne, men stedse videre vandrende Ildebrand.

Venligst Hilsen fra os begge til Dem og Deres Frue!

Deres hengivne
Harald Kidde

 
[1] Wittsjö: Vittsjö, mindre by i det nordlige Skåne, nær grænsen til Småland. tilbage
[2] Bog: Toldere og Syndere. tilbage
[3] Rejse: Kidde fik det Anckerske rejselegat i december 1913. tilbage