Harald Kidde til Marie Bregendahl
Sendt fra Östra Karup, Sverige. 30. juli 1908
Tonio Krøger
[Brudstykke.]
Östra Karup, Halland
d. 30. Juli 1908.
Kære Fru Marie Bregendahl Åkjær –
Velkommen tilbage til Danmark1! om jeg ellers kan hilse Dem sådan, jeg, som sidder her i Sverrig. Nu har De vel haft ret en dejlig Tur langs Klippekysten og mellem Skærgårdens Holme? – Har De set efter den Rute, vi to forhåbentlig en Gang skal fare nordpå til den lange Nordpolsnat?2 – om da ellers dette vort dristige Luftkastel kan blive til noget med Tiden. Nu er jo Henrik Pontoppidan deroppe4. De kan tro, jeg misunder ham, er da også en Del ærgerlig over, at han skal komme der og tage Førstegrøden fra mig til at skildre de Kuldens og Forladthedens Lande, men håber, der bliver det tilbage til mig, som han ikke kan tage, og er endelig tilfreds med, at det er ham og ikke en Mylius, der skal sætte sin Fod på de 124 Iskyster. Jeg tænker da uforknyt videre på det Hus et Sted i Thule, som De vil leje, og hvor jeg og måske Valdemar Neiiendam kunde få Lov at bo, og vi alle tre skulde digte og male løs ved Nordlys.
"Tonio Krøger5", åhja! Han havde jo holdt en ensom Sommerferie, ikke på Ålsgårde denne Gang, men på en tavs Måtte i en forladt Gang, bag en mat Rude, og kan da således have haft Tid til at overveje sin Lære i Ensomheden og prøve den grundigt, om den er andet end Ord og flygtige Stemninger, man skriver eller lever sig fra, eller om den er Kærnen i al hans Væsen3. Og jeg er bange for at den lange Poenitensens og Eftertankens Stund intet har frugtet, men at han nu som før, da han færdedes blandt Menneskene, med den samme lidt tørre og ironiske Stemme og det samme lidt kolde og bitre Smil vil forkynde samme Lære for Liv og Kunst. Ti det er jo det, der gør Tonio Krøger til den sære enslige og kantede Fyr og til den store og dybsindige og oprigtige Digter han er. Alt det, der er Ord og flygtige Stemninger, der glemmes i Livets Hvirvlen af os andre, det er Liv og Gerning for ham, rammeste, bitreste Alvor, og derfor synes jeg, vi brødefuldt skal bøje vore Hoveder for hans høje Silkehat og smalle, nærsynte, sorte Øjne og ulastelige 125 Diplomatfrakke og hvide Skjortebryst og derfor tilbede og elske ham – i al Fald gør jeg det og finder hans lille Selvbiografi et rent Under af Kunst og Overlegenhed og Ironi og Sindsrostyrke og forstår slet ikke, at den meget kloge og meget menneskelige Forfatterinde til "Henrik i Bakken" kan tale om at "kigge ham igennem" og sige, at det var "ikke uden Interesse" omend "noget selvfølgeligt" og "intet overraskende og nyt". Kære Kolleginde, hvor har De før truffet slig Tro i Israel? Slig Karakter og Bitterhed i Viljen og slig Fornægtelse af Kødet og slig Højhed i Maalet?? Hvor traf De før en Digter (der duede) der var Mand??? Og hvor traf De ham ikke højtidelig svøbt i Eneboer-Talar og med Pegefingeren profetisk rejst mod Skyerne, men i førbeskrevne Dress og med et lunt Smil under Mustasjen? Hvor traf De før så klog, så ironisk, så dødelig alvorlig en Mand?
Nu har jeg siddet her i Talar og peget manende mod Skyerne, men tvivler om, at det har frugtet på Læserinden, og beder derfor om at måtte få Gentlemanen under mine Vinger påny, – ikke fordi jeg tror, at De vil se skævt til ham, om han længer lægger Beslag på Deres Gæstfrihed, eller fordi han måske vil geråde i Klammeri med Dem ved længere Samvær, men fordi her findes et Par Mennesker, der beundrer hans "Huset Buddenbrook" og er nysgerrige efter at læse om, hvad Kunst koster. Og det må De vel indrømme, 126 at Tonio kan tale med om, med lidt Stil og Myndighed?
Tror De nu, vi kommer til Nordpolen? – når vi ikke tager Tonio Krøger med, at han ikke skal så Tvedragtens Dragesæd mellem os og vi nødes til at hælde ham – lig en anden Jonas, i Ishavet?...