Niels Jeppesen til Knut Ahnlund
Sendt fra Viborg. 12. februar 1951
Mit senere Forfatterskab skuffede ham noget
Viborg 12-2-1951
Hr. fil. mag. Knut Ahnlund.
Det er i disse Dage 40 Aar siden, jeg første Gang besøgte Henrik Pontoppidan, som senere kaldte mig en af sine nærmeste Venner, besøgte mig her i det fjerne Jylland, skrev efter mig – jeg var hos ham 1 à 2 Gange om Aaret og modtog c. 100 Breve fra ham. Vi var jo født paa hver sin Side af Randsfjord – ved Fredericia – ganske vist med en Aldersforskel paa 25 Aar, men han var snarere for mig som en ældre Broder end som en Far.
Han havde faaet mine første Prosabøger: "Den som sejrer –" og "Under Byrden" og mente, de havde det dybe Aandedræt, som var den sande Digtnings Kendemærke. Han kaldte mig en kongelig Person i vor Litteratur og skrev siden en Afhandling, der skulde staa som Forord til en samlet Udgave af disse Bøger1. Men jeg har hidtil ikke kunnet faa Bøgerne ud – og derfor heller ikke Forordet, som kun maa offentliggøres paa den Maade. Mit senere Forfatterskab skuffede ham noget; han ventede det helt store af mig, men Boghandel og Reklame svigtede mig. Da mine Bøger ikke solgtes, maatte jeg gaa Skolevejen for at tjene til Brødet og Bøgernes Udgivelse – c. 20 i Aarenes Løb. I Norge og Sverige fandt jeg en Del Anerkendelse og Forstaaelse. En Kollega af mig, Lektor i Stockholm og tidligere Skuespiller, som var ved Viborg Katedralskole midt i Januar i Fjor for at læse op og holde Foredrag, kendte alle mine Bøger, som han havde staaende hjemme.
2 Pontoppidan var en Aladdinnatur – ligesom jeg – og havde samme religiøse Interesse og Indstilling fra Barndommen af. Derfor foretrak han mig fremfor andre. Og nu skal jeg prøve at besvare Deres Spørgsmaal. I en lille Bog, der heller ikke har kunnet finde Forlag, "Samtaler med Henrik Pontoppidan"2, har jeg forsøgt at tegne et personligt Billede af min afdøde Ven. Bogen giver Svar paa en Del af Deres Spørgsmaal.
Han talte ret ofte med mig om sine egne Bøger og fortalte mig baade om Modellerne og om Hjemmet i Randers og Slægten – han kendte ikke alle sine Nevøer og Niecer, han havde jo 15 Søskende3. Herude hos mig saa han mod Øst og mindedes Randersbarndommen, da han sagde: Min Bedstefar skulde De have kendt, han begik Ægteskabsbrud, skønt gift med en Bispedatter fra Aalborg, blev afskediget, men fik atter Embede – paa Bogø (ved Stubbekøbing), hvor Dines P. er født, Henriks Far, om hvem jeg havde skrevet en Kronik4. Hans Søskende var vrede over Portrættet i Lykke-Per af Faderen, den lidt gnavne Pastor Sidenius, streng og paa Kant med gejstlige Autoriteter, især Biskop Brammer, Aarhus, der hadede ham inderlig, jfr. Breve fra Brammer, der nylig er offentliggjort5. Af Brammer findes der ogsaa et lille Portræt i "Isbjørnen". Denne Novelle har som Undertitel "Et Portræt", og Hovepersonen er tegnet efter Faderens Fortælling om en gammel Studiekammerat, der kom til Grønland og siden blev Præst i Østjylland. Navnet havde han glemt. En Aften kom Dines P. 5-10 Minutter for sent til Aftensbordet – noget han aldrig plejede – og han lo saa hjerteligt – som han ellers aldrig gjorde. Grunden var, at han lige havde haft Besøg af en mærkelig Præst, der havde været Præst paa 3 Grønland og havde fortalt om sit mærkelige Liv. Sønnen opbevarede Mindet og omdigtede denne Menneskeskæbne i Isbjørnen.
Emanuel Hansted er – som De rigtigt formoder = Henrik + Morten. Jeg formoder, der er noget af den mærkelige Pastor Trandbergs Skæbne (1832-96) udtraadt af Folkekirken, Frimenighedspræst paa Bornholm, oprindelig Kapellan – men følte sig kaldet til at være "Profet og Helgen" (Pater Rüdesheimers Ord i Slutningen af Det forjættede Land (samlet Udg.). Hansteds milde og sværmeriske Tilhængere minder meget om Trandbergs6.
Henrik Pontoppidan gik flittigt til de forskellige Sekters Forsamlinger for at studere dem og Menighederne7. Herfra har han f. Eks. Portrættet af Susse Frederiksen i "De dødes Rige" – den tidligere store Skuespillerinde Anna Larssen (Bjørner) der nu er Præstinde for Pinsemissionen. Pastor Mads Vestrup i "De dødes Rige" har Jakob Knudsens Ydre og noget af hans "Karriere", men minder ellers mere om en anden Pastor Knudsen, der gik her i Viborg som emeritus for nogle Aar siden, og som Henrik P. interesserede sig meget for og spurgte mig om. Han havde udgivet en besynderlig Bog "Klaps" med et obscønt Omslag og barokke Sentenser, Udfald og Indfald. Jeg ejer Bogen. Forf. havde sendt Pontoppidan den; Fastrupbogen kaldes den ogsaa.8 Ogsaa en anden Præst – Davidsen – fra Gudenaadalen tror jeg nok, der for en Del Aar siden blev afsat for Overtrædelse af d. 6. Bud, har vist været i Forf. Tanker9. Hvem Provst Tønnesen er, ved jeg ikke – i Det forjættede Land, men hans Modsætning, den demokratiske Biskop og Politiker er den kendte fhv. Statsminister i 1864 D.G. Monrad. "Den gale Sidenius" i Lykke-Per er den føromtalte Bedstefar Børge Pontoppidan, hvis Mor var født Sidenius. Sønnen Dines P. 4 havde over sin Skrivepult et malet Portræt af Moderen (Bispedatteren), men intet af Faderen, samt Apostlen Johannes. Digteren arvede Skrivepulten og Moderens Billede. Henrik beundrede sin Broder Morten – han havde jo være 3 Maaneder i Fængsel for sine frimodige Udtalelser mod Estrup i Provisorietiden. D. 2. Januar 1931 var jeg til Frokost hos Henrik P. og spurgte ham da, om han skulde til Broderens 80 Aars Dag Dagen efter, og med straalende Øjne svarede han: "Det kan De rigtignok tro, jeg skal." Men af Erindringerne kan De se, at Henrik bar Nag til Kongehuset. Han modtog jo heller aldrig Ordener, men til hans Grav sendte Kongen og Dronningen en Krans.
Maleren Johan Rohde var hans Hjertensven og Skolekammerat. Jeg har et Par Gange ledsaget ham til hans Grav paa Ordrup Kirkegaard. Der findes intet Portræt af ham i Bøgerne – saa lidt som af en anden Ungdoms- og Skoleven Pastor Jessen, i hvis Faders Præstegaard her paa Viborg-Egnen han var i Besøg – fortalt i Erindringsbøgerne. Jessen var en livlig Natur, senere blev han ivrig Missionsmand. Henrik Pontoppidan brevvekslede med ham, fremdraget i Erindringsbøgerne. Hans Søn – tidligere K.F.U.M. Generalsekretær Olaf Jessen har nu Slægtens gamle Præstegaard.
"Lykke-Per" er fuld af Portrætter – især fra den litterære Verden. Dr. Nathan kender De jo. Fritjof, der i en Novelle "Den kongelige Gæst" er Hovedpersonen, er jo Holger Drachmann; den store Enevoldsen, der nusser med et Adjektiv, J. P. Jacobsen. Poul Berger, først Dr. Nathan-Tilhænger, siden med Kristus-Skæg og Kristus-Tilhænger Johannes Jørgensen (det har jeg fra Digteren selv). Kandidat Balling, Nathans Konkurrent, ud af hvem 5 springer et Citat, naar man trykker ham paa Maven, Dr. phil. og senere Professor i Æstetik Vald. Vedel, som aldrig tilgav P. dette Portræt. 5. Juni er naturligvis Politiken (i De dødes Rige).
I "De dødes Rige" er Dr. Gaardbo en Sygehuslæge fra Nykøbing S., senere Kredslæge her i Viborg – P. boede jo ofte i Rørvig Nordsjælland i Nærheden af Nykøbing. Enslev er Sverdrup fra Norge + Hørup. Torben er Grev Mogens Frijs + Niels Neergaard. Maleren Karsten From er ikke P. S. Krøyer, som jeg formodede; P. erklærede, Hypotesen var forkert, Krøyer var hans gode Ven. Favsingholm er Fussingø mellem Randers og Viborg.
I "Mands Himmerig" er Hovedpersonen Politikeren og Historikeren Erik Henrichsen, en Jøde med en tragisk Skæbne. Han var en ypperlig Skribent. P. vurderede ham ikke højt som Menneske, han led af Mindreværdsfølelse efter hans Mening. P. var ingen Jødeven, som mange mener. Han hævdede, at alle Jøder snagede i det erotiske – ogsaa Henri Nathansen, som var hans nære Ven. Han beundrede egentlig mere Edv. Brandes end Georg Br., som dog forstod at rydde Skov, saa Nyttetræerne kunde gro. Han havde Georg B.'s Artikel om ham selv indbundet som Manuskript staaende i sit Bogskab ved Siden af Fr. Nietzsches Værker.
Han var ingen ubetinget Beundrer af S. Kierkegaard, der var en sær Skrue, som vedblev at kredse omkring sære Udtryk, han havde fundet. Nej, saa var Grundtvig en anderledes frodig Natur. Tænk han giftede sig i 75 Aars Alderen og blev Far, da han var 77. H.C. Andersen brød han sig ikke om, men kendte og elskede Blicher. "De kan ikke rigtig Deres Blicher!" sagde han en Gang bebrejdende til mig, men i et Brev skrev han: "De har aabenbart noget 6 mere Humor, end De selv vil være ved. De er den af alle jydske Digtere, der minder mest om Blicher; Deres Skæbne vil ogsaa blive som hans." Spaadommen er ikke slaaet til; jeg er nu 2½ Aar ældre end Blicher, da han døde.
I min Ungdom syntes han, jeg lignede Johannes Jørgensen saare meget. Han satte ham meget højere end Helge Rode, der var kommet for let til sin Religiøsitet. Han og Broderen Minister Ove Rode, Redaktør af "Politiken" havde hjulpet hinanden frem. Saa satte han større Pris paa Henrik Cavling, som dog vist har været Model til A.B.D. Carlsen i De dødes Rige.
Brandesianismen var ham en Pestilens, jfr. Digtet til Georg Brandes 70 Aars Dag 4. Febr. 1912. Det er hans egen Dom, ikke en fremmed Natfugls Klage. Jeg har det fra ham selv.
Nu ved jeg ikke, om De kan læse disse spredte Oplysninger. Jeg havde svært ved at læse Deres Brev. Jeg underviser ellers i Svensk, og min ældste Datter gjorde for nogle Aar siden Tjeneste paa Søderby sjukhus ved Uttran i Nærheden af Stockholm, hvor hun fik et Par Veninder, der har været paa Besøg her. – Nu er hun Distriktsygeplejerske ved Tuberkulosestationen her i Viborg. Paa Grund af Krigen i 1939 tog hun hjem fra Sverige. For 35 Aar siden var jeg i Deres skønne By ved Mälaren.
Venligst Hilsen
Deres Niels Jeppesen