Lis Jacobsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Thorvaldsensvej 9. 5. februar 1926

Modstrid

Dr. Lis Jacobsen
Thorvaldsensvej 9 III
København V
 
5/2 26.

Kære Hr. Henrik Pontoppidan.

En hjertelig Tak for Deres overmaade venlige Brev1, der glædede mig meget.

Hvad Indvendingen angaar, maa jeg sige, at jeg ikke helt forstaar den; – at "Strid" i mange Tilfælde har samme Betydning som "Modstrid", er dog ikke tilstrækkeligt til at udelukke dette gamle Ord af Sproget; det har i sig ikke blot en Fylde, som "Strid" ikke har, men en Præcision af Modsætningsforholdet, som tit er meget værdifuld. Som Eksempel vil jeg fra Høffdings: Danske Filosoffer anføre følgende: "Der savnes ifølge Treschow i Kants Fremstilling af Tankens Former (Kategorierne) saa vigtige Begreber som Samstemmen og Modstrid". – En Mand, der har et sikkert Øre for Ordenes Værdi, som min gode Ven Niels Møller, er enig med mig i disse Betragtninger; derimod har jeg (ikke ved denne Lejlighed, men ved tidligere) faaet Protester mod Brugen af "Modstrid" baade fra Edv. og Georg Brandes. Det vilde interessere mig som Ordbogsredaktør og endnu mer som Elskerinde af det danske Sprog, om De vilde motivere Deres Aversion mod Ordet.

Med de venligste Hilsner,
Deres ærbødigt hengivne
Lis Jacobsen

 
[1] Brev: kendes ikke. tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage