P. N. Holst til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Enghavevej 61,4. 6. maj 1919
ikke røbe Originalens Sprog
Enghavevej 61.4
B
6/5 19.
Kære Pontoppidan!
Herved min allerbedste Tak for din Ulejlighed med Gennemgangen af min Oversættelse1 og for dine Bemærkninger til denne. En stor Del af disse gælder just saadanne Ting, som selv den omhyggeligste Oversætter efterhaanden er bleven baade døv og blind for under sin idelige Tumlen med Stoffet. Ganske særlig er jeg glad for dine Vink til "Jeg véd ej, hvad skal det betyde" og "Du har Diamanter og Perler". Om den førstes første Vers gælder, at min hidtidige, som Manuskript trykte Oversættelse havde: "Hvad kan mig saa sært betage? Hvi er jeg i Hu saa mat?" Men da "Ich weiss nicht, was soll es bedeuten" er kendt af enhver, der overhovedet kender noget til Heine, ansaa jeg det nu for nødvendigt at være saa nær ved denne Linje som muligt og ændrede derfor Verset til det, Du med Rette har kritiseret. Jeg kunde ikke faa Façon paa det uden det slette Rim Hu og endnu. Og det andet Digt, som 2 jeg altid har betragtet som et af Heines daarligste, en rigtig "Publikummer", har jeg haft svært ved at ofre tilstrækkelig Energi og god Vilje. Og dog har jeg ikke mént at kunne acceptere to af dine Forslag. "hvad begærligt man sér" dækker efter mit Skøn ikke "was Menschenbegehr"; det gør "Attraa" i højere Grad, og da det er et Substantiv, kan det ikke misforstaas. Og naar Heine har "ewige Lieder", ligger det for langt borte at lade, som om der staar "göttliche", – der ovenikøbet forekommer sammen med "Gedichte" i Nr. 67, medens det omhandlede Digt har Nr. 64. Ja, undskyld, at jeg udbreder mig om dette; men jeg skylder Dig at begrunde, hvorfor jeg ikke har taget dine Raad tilfølge.
Endnu nogle Forklaringer ang. andre af dine Forslag: I Digtet, hvor han træffer sin Elsktes Familje, har Du ikke syntes om "Hvalpen". Men "Hündchen" betyder Hvalp, og Digtets 6. Vers siger udtrykkelig, at den siden blev stor; der er altsaa Tale om en Hvalp.
"i præsteligt Klædebon". Jeg har rettet, fordi dette er bedre; men ikke for Versemaalets Skyld. Naar Heine i dette Digt har fire fjerde Linjer, "Das stille Pfarrerhaus", "dort an der Kirchhofstür", "mir 3 das Geheimniss gern" og "ein Straszenräuber sein", kan det umuligt bryde Versemaalet at skrive "i Præsteklædebon" eller "i Kirkegaardens Skød". Dog har jeg ogsaa her rettet, til: "fra dengang histinde man sænked din Fader i Gravens Skød".
"Først har jeg Jer blot mine Sorger lagt". Du har med fuldeste Ret givet det Karakteren "ikke godt". Jeg har ændret det til "Da jeg mine Smærter Jer blot havde lagt, da gabed I bare, har intet sagt; men da jeg dem sirligt i Digtet fik bragt, lovpriste I mig af al Jer Magt." og haaber, at Du i hvert Fald vil sige: Noget bedre!
"Raad de mig gav og den bedste Lære". Her har du foreslaaet 6 Ændringer, og jeg har med Kyshaand taget de 2, der ikke har med Versemaalet at gøre. De andre kan ikke accepteres, fordi de alle strider mod Versemaalet, hvad Du, uden Originalen ved Haanden, maaske ikke har haft let ved at sé. Men det er strengt daktyliske Vers. Det bedste Paradigma giver den rettede Linje::
"der tog sig af mig paa Afgrundens Rand"
"Kun i Skidtet vi formaaed." Ja, "Skidtet" er det bedste Ord; men jeg erkender, at Heinesk er det ikke. Du har foreslaaet "Sølen"; men det heddet "et Søle". Jeg er da havnet ved "i Pølen", berømt fra Poul Møllers 4 Digt om Baggesen: "Han saa sin Digtersol i Pølen glide og tænkte: Gid jeg var i Pølen der".
I Valfarten til Kavlaar har jeg rettet "paa Jorden fød" til "rén og sød".
Dit Forslag til Ændring af 1. Vers i Prologen til Harzrejsen har efter min Mening den Skavank, at "sirlig Snak og blide Blikke" kommer til at skille de to Linjer ad, der vedrører Klædedragten. Jeg har da givet Verset følgende Form, som jeg tror, Du vil billige:
"Sorte Kjoler, Silkestrømper,
høfligt Linned, blide Blikke,
søde Kys og sirlig Tale –
Hjærte – ak, det findes ikke!"
Og endelig andet Vers af "Hyrdesangen". Det er Ordet "stolzgespreizt", jeg har søgt at ramme gennem "sig spiler". Da dit Forslag "gaar rundt med stolte Muler" ikke rimer paa "sig hviler", har jeg, endnu nærmere til "stolzgespreizt" rettet Verset til
"Ved hans Fødder smigersøde
Faar med røde Kors sig sanker;
Kalvene er Kavalerer,
som der stolt og opblæst spanker."
Skulde nogen af de ovenciterede Ændringer forekomme Dig uheldige, raaber Du forhaabenlig elskværdigst Gevalt.
Din Udtalelse om Arbejdet i det hele taget, at jeg gennemgaaende har været 5 meget heldig, glæder mig selvfølgelig i høj Grad, – selv om Du tager lidt Forbehold overfor min lovlig stærke Vedhængen ved Tekstens Ordlyd. Den samme Anke har tidligere Georg Nygaard fremsat, da han for just 2 Aar siden havde Lejlighed til at sé et Par Dusin af mine Oversættelser, fra Lyrisk Intermezzo, Hjemkomst og Fra Harzrejsen. Han henpegede særlig paa min Oversættelse af Digtet om Kastraterne, sammenholdt med Aarestrups Oversættelse af samme Digt. Ja vist er en Oversættelse af et Digt en Omdigtning; men Oversætteren maa ikke glemme Digteren. Naar
"Und lieblich erhoben sie alle
die kleinen Stimmelein;
die Trillerchen, wie Krystalle,
sie klangen so fein und rein!"
bliver til
"Og straks de begyndte at lokke,
og fløjte pænt forpint;
det klang, som man slog paa en Klokke,
og Trillerne lød saa fint."
saa er der smurt langt tykkere Farve paa, end Heine har brugt; det er kaadt Aarestrupsk i Stedet for yndefyldt stille Heinesk. "Og Damerne, som de var piskede, græd over saadan en Kunst."
Og naar f. Eks. Walleen oversætter:
6 "Auf den Wolken ruht der Mond,
eine Riesenpomeranze"
med
"Maanefrugt paa Sølvskyfad
– hele Kæmpepomeransen –"
saa gør han Vold paa Originalen og kommer for langt ud.
Men nok med Eksempler. Jeg mener, at Oversætteren har den Pligt at vise den størst mulige Pietet overfor Digteren, at holde hans Tone og Stemning, saa vidt muligt med hans egne Billeder og Udtryk, alt selvfølgelig i velklingende Vers, der ikke røber Originalens Sprog. Paa god Vilje og Ihærdighed har det ikke mankeret; men adskillige Steder har Evnen ikke strakt til. Og dog er det for mig utvivlsomt, at jeg er bedre Oversætter nu end for nogle Aar siden, har lettere ved at omforme og ramme end dengang, trods – eller takket være – mine 65 Aar.
Nu er jeg altsaa færdig med Arbejdet2 saa det er lige til at trykke; men skal det udkomme hos Gyldendal, varer det nok et Aars Tid, da P.C.V. Hansens "Kærlighedsdigte" efter Heine først kommer til Efteraaret i Stedet for i Foraaret. Jeg maa vist tale med Garde endnu en Gang.
Du gør Undskyldning for, at Du beholdt mit Manuskript saa længe. Jeg 7 kan dertil kun sige, at jeg absolut ikke havde ventet det saa hurtigt. Men bær Du over med, at jeg først nu bringer Dig min Tak! Jeg vilde gærne først gennemgaa dine Ændringsforslag, tage Stilling til dem, og foretage de fornødne Rettelser, før jeg skrev; og adskilligt andet har samtidig lagt Beslag paa mig i den seneste Tid.
Det er drøveligt3 at høre, at Du endnu ikke er sluppen over din Sygdom og dens Eftervirkninger; men er selve Nervesmærterne ophørt, kan det vel ikke vare saa længe med at faa de Brandsaar lægt. Fremdeles mine bedste Ønsker om Bedring.
Bliver I boende i Helsingør, til I til Efteraaret overtager Lejligheden i Prinsesse Maries Allé? At I skulde fraflytte den Sommerlejlighed, I har haft i Vinter, véd jeg. Vi skulde jo sé, om det ikke lader sig gøre i denne Sommer at realisere en Gæsteoptræden af Jer hos os paa Landejendommen i Trørød. Ifjor var Forholdene kortvarige. Vi flytter ud antagelig førstkommende Tirsdag, hvis da Vognmandsstrejken ikke gør det umuligt. Det er et farligt Besvær at skaffe Flyttefolk; med Heste og Vogn gaar det endda – til Fabelpriser.
Bliver Du vred, naar jeg, inden jeg slutter, 8 er saa fræk at røbe, at jeg meget gærne vilde have et Eksemplar af den sidste Udgave af De Dødes Rige, den, jeg ganske alene læste Korrektur paa? Den behøver ikke at være indbunden, men paa en lille Tilegnelse vilde jeg sætte stor Pris.
Med Tak endnu en Gang og med venligste Hilsener til Dig og Fruen fra os her
din
Peter Holst.
P.S.
Det er sandt, min Søn, der gaar i Metropolitanskolens 2. Gymnasieklasse, har spurgt mig, om Du har skrevet en Fortælling, der hedder "Nøddeknækkeren". Det er hans Lærer, der gærne vil laane den til Oplæsning for Eleverne. Men al Ransagning af min Hjærnekiste saa vel som af dine – saa godt som – samlede Værker har været forgæves. Gider Du lejlighedsvis klare mine Begreber paa dette Punkt? Læreren fastholder nok sin Paastand om, at Du har begaaet en Fortælling4 af det Navn. Den skal være "knusende" morsom.
Din
P. H.
