Knud Hjortø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Skelskør. 3. juni 1906
jeg længes efter kisten
Skelskør, 3/6 1906.
Herr Henrik Pontoppidan!
De har vel set i avisen, at jeg ikke opnaaede understøttelse denne gang, vel især fordi det var første gang jeg søgte; naar jeg ser de navne, der staar paa listen, saa maa jeg antage, at turen ogsaa kommer til mig inden ret længe, og skulde det ikke ske, saa vil det dog sikkert ikke ha nogen indflydelse paa min produksjon de første aar; jeg har nu siddet her i byen i seks aar og passet min skole og skrevet bøger uden at mærke nogen tilbagegang, og saadan at se til ser det meget godt ud for fremtiden – fraset naturligvis indtægter og anseelse.
Saa meget mere glæder det mig, at anerkendelsen er fra en mand som Dem; de mænd, der skriver om bøger i aviserne, taler med mange tunger, synes jeg; jeg tænker mig, at mangfoldige hensyn – som jeg ikke har noget kendskab til, gir deres kritiske sigte en vis afdrift, og jeg synes ikke stort om nogen af dem.
Ogsaa jeg antager, at jeg en gang vil blive kendt i videre krese; men den temmelig uforandrede ligegyldighed, hvormed publikum har modtaget mine bøger, siger mig, at det kan lige saa godt vare tyve aar som fem aar. Fem aar – – ja man kan jo sagtens prale, naar det gror i en, men naar der er gaaet fem aar til, og kommet fem bøger til, saa skulde der ikke godt kunne være nogen tvivl om mig mere.
Da De har saa megen interesse for min litterære virksomhed, vil jeg fortælle Dem, at jeg fra næste aar næsten helt opgiver min lærergærning; jeg vil se, om det ikke skulde gaa endnu bedre uden 36 ugenlige timer. Derefter kunde jeg ønske at se noget andet end Skelskør; her har jeg ganske 2 vist samlet mig og faaet godt tag i mine ævner, men alligevel, som digteren siger: Alt nok om læddiken1, jeg længes efter kisten2.
Endnu en gang tak og en venlig hilsen fra Deres
Knud Hjortø.
