Harald Herdal til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mogenstrup. 26. april 1943
en tappert kæmpende soldat
Kære Henrik Pontoppidan.
Vil De modtage disse linjer bare som en hilsen der sendes Dem af lyst, og noget De ikke skal ha besvær med at besvare.
Jeg har naturligvis læst "Undervejs til mig selv" saadan som De nu har skrevet bogen sammen. Et og andet fra de tidligere savner jeg nu, bl.a. stykket om Brandes, som var saa smukt og rigtigt, men ogsaa, det ved jeg, blev saa misforstaaet af mange. Men yderligere har jeg ligget en soldag og læst bogen hernede paa Mogenstrup Aas (som De jo et sted nævner). Jeg sidder hernede paa en rar gammel kro og har faaet en bog færdig. Ellers har jeg gaaet lange ture og talt med folk – og da har jeg tit og ofte (som det ellers sker naar jeg færdes paa min egen egn og kommer om ad Hjørlunde) skænket Dem en tanke... Jeg har det let med at komme i snak med folk, gamle og unge. Og det slaar mig – ikke med 2 glæde – hvor lidt der er forandret siden Deres dage! De ligger der endnu de gamle, faldefærdige hytter, det samme elendige liv leves og selvom gamle udslidte folk maaske har det lidt bedre, det er ingen stor løn de har faaet for slidet, og intet imod hvad "de store" har opnaaet. Udad mod de store landeveje ligger de "pæne" huse og landet ser helt velhavende ud, store velholdte bondegaarde – men lidt fra alfar vej, halvt i det skjulte, ved moser, bag bakker og skove, ligger de smaa forfaldne ensomme huse endnu. Dér bor landarbejderne mens taget er ved at falde ned over dem og de har for mange børn. Og børnene staar paa række og er lidt sky overfor mig "den fremmede herre"; konerne er forslidte, blege og medtagne af for mange fødsler; og alle ser de ud, som var de tyngede ikke blot af deres eget livs besværligheder men bar tilogmed al den nuværende verdens gru og umenneskelighed. Og mine tanker gaar til Dem og det De har skrevet, og jeg synes endnu engang, at De har været en tappert kæmpende soldat som en yngre stadig maa se op til og ikke kan ønske sig andet end at det samme engang 3 maa kunne siges om ham. Og mens man saa tit i tanken bagud tænker paa forgængere der er døde og hvem ens hilsen ikke kan naa, varmer det sindet at man dog endnu engang kan sige Dem en smule tak for alt det man skylder Dem. Det begyndte da man var en 18 aar og det var Dem der som skribent var idealet. Og det er nu, man er over de fyrre, uforandret det samme. Ikke for at besvære Dem men fordi det maaske kan glæde Dem lidt sender jeg Dem disse linjer.
Deres hengivne
Harald Herdal
Mogenstrup
26-4-43
