Erik Henrichsen til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra København. 13. august 1914
Telegram paa Elses Bryllupsdag
Kbhvn 13 August 1914.
Kære Fru Pontoppidan.
Vor høje Regering og vor patriotiske Presse har formanet de danske Borgere til, at gøre de færrest mulige Afvigelser fra Tingenes sædvanlige og regelmæssige Gænge; derved holder vi bedst vort Land oppe over i denne farlige Tid. Dette Brev skal være et Bevis paa, at vi Danske var lydige mod vore Foresattes Raad. Eengang skal det staa i Historien: I Danmark gik alt sin rolige Gang. Pære[r]ne faldt til Jorden paa den Tid, da de skulde falde. Som det var Skik i dette Land, hvor Kvinderne altid havde det godt, sad de ogsaa i denne Sommer ude paa Landet og fik Breve fra deres fra Rejse hjemvendte Venner. Fru Antoinette Pontoppidan ventede ikke forgæves paa Brev fra sin Ven og Rejsekorrespondent E.H.
Skønt min Rejse kun varede 14 Dage, 2 kom jeg nemlig ikke tilbage uden et Resultat af Sommer-geografisk Interesse. Dette indberettes herved til den høje Beskytterinde af disse Opdagelses-Rejser, i hvis Arkiv nærværende Rapport ønskes nedlagt til Gavn for Eftertiden. Dybt inde i Dalarne, ved Siljan Sø, hvor af Danske hidtil kun H.C. Andersen og Marstrand har været, opdagede jeg nemlig et efter vor Smag og vore Formuesforhold meget godt afpasset Sted ved Navn Persborg. Man stiger en Formiddag Kl. 10 paa Toget i Stockholm og kører i ca. 9 Timer i nordlig og vestlig Retning, saa kommer man Kl. 7 til Rättvik, tager en Vogn kører ind i en Granskov og efter en halv Times Kørsel er man ved Stedet. Til den ene Side ser man ind i en vidtstrakt Naaleskov, til den anden Side ud over Søen med sine stille Bølger og omgivet af blaa Bjærge i vidunderlig skønne Linier. Her er ingen Turister – endnu ikke – det stadige Syn af de blaa Bjærge, den stadige Lyd 3 af de stille Bølger og mange Udflugter at gøre med smaa Dampere til Leksand, Mora og andre Steder med morsomt Folkeliv og historiske Minder. Stedet er ogsaa Vinter-Opholdssted, Varmeapparater i alle Værelser, da det ikke ligger meget nordligere end Lillehammer i Norge og er beskyttet af Skovene, maa her være ogsaa en herlig nordisk Vinter, selv om Bjærgene er lavere, betydeligt lavere end i Gudbrandsdalen.
Det er vanskeligt at tænke sig et Sted og en Natur, der virkede saa beroligende paa Sindet som denne. Solnedgangen, Maaneskinnet, Bølgebruset, det var alt fyldt af Fred og Verdensfjærnhed. Det var ikke muligt at komme ind i den Stemning, der fører til en Verdenskrig. For mit Vedkommende gik der ogsaa en Uge, før jeg virkelig fattede, at det var Alvor. Søndag den 26 Juli, da jeg sejlede over Søen, saa jeg tilfældig, ved at kigge i min Sidemands Avis, Østerrigs Ultimatum til Serbien. Men de blaa Bjærge og den stille Sø havde i den Grad vugget mig ind i deres sorgløse Stemning, 4 at jeg tænkte ved mig selv: Det skal altsaa være den store Søslange for iaar. I Sommeren 1914 viser den sig altsaa i Skikkelse af en østerrigsk-serbisk Krig. En af de følgende Dage bestilte jeg Billet til Damperen fra Stockholm-Åbo, og meddelte mine finske Venner Dagen for min Ankomst. Men Søndag Morgen, 2 August, foreholdtes det mig fra alle Sider blandt de ophidsede Svenskere, at jeg ikke kunde komme gennem Sverrig paa Grund af Mobilisering, endsige over Øresund. Det var naturligvis en Overdrivelse. Natten mellem Mandag og Tirsdag sejlede [jeg] over Øresund mellem de elektriske Lysstriber fra Søforter og Krigsskibe.
Tak for den smukke og fine og hjærtevarme Tanke, som lod Eder telegrafere til mig paa Elses Bryllupsdag. Jeg blev ganske rørt derover.
Undskyld, hvis der ikke er Sammenhæng i dette Brev, det er blevet afbrudt paa 2 Steder og er skrevet med 3 forskellige Penneskafter. Forløbig holder jeg mig hjemme. Hvor mon I er henne? Mange Hilsener til hele Familien og paa Gensyn!
Deres hengivne
Erik Henrichsen
