Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
3. april 1913
Billedet af min Mor
3 April 1913.
Kære Ven.
Efter en Tradition, som er næsten lige saa gammel som jeg selv, plejer min Fødselsdag at gaa af i Stilhed; selv Aviserne har haft en Fornemmelse deraf og som Regel ikke indregistreret mig i deres Fødselskalender. Men igaar, paa min 48de Fødselsdag, skete der en Forandring heri. Ved Middagstid indfandt sig nemlig en Deputation, bestaaende af Deres Kone og Luplau Janssens; da jeg rejste mig fra min Middagsskraber og gik ind i mit Sovekammer, befandt jeg mig pludselig Ansigt til Ansigt med denne Deputation, hvis Ansigtstræk med den yderste Spænding fulgte enhver af mine Bevægelser, indtil mine Øjne vendte sig i den rigtige Retning. Og saa stod jeg altsaa overfor Højtidelighedens Centrum: Billedet af min Moder. Og Slag i Slag fulgte nu Afsløringerne: 2 det var den Gave fra Dem, hvorpaa Deres Brev havde forberedt mig, Resultatet af en Sammensværgelse mellem Dem og Luplau Janssens. Kære Henrik Pontoppidan, naar nu dette Maleri har fundet sin Plads paa min Væg, saa vil det have den dobbelte Værd for mig, at være et Minde om min Moder og et Tegn paa Deres Venskab for mig. De kunde ikke godt have gjort mig en Gave smukkere og varmere udtænkt end denne, som taler til mig med saa intime Følelsers Stemme. Jeg lægger ogsaa til, at Luplau Janssens og hans Kones Stemme ogsaa taler med i denne Samklang, thi jeg kunde mærke paa dem begge, hvor opfyldte de havde været af at være Deltagere i Sagen paa deres Maade. Saadan som Billedet er udført svarer det ogsaa godt til Formaalet, thi Opfattelsen stemmer temmelig nøje med 3 min egen Opfattelse af min Moder som en fordringsløs og stille gammel Kone, som har holdt sit Hoved oprejst over mange Sorger og Kampe med et tungt Sind. Der er ikke den Fart og det raske Anslag i dette Billede, som i det L.J. har malet af mig, men til Gengæld et meget større Arbejde med Enkelthederne, en mere forsigtig Malemaade, og det foretrækker jeg absolut i et Billede som dette. Ogsaa for min Moder har Sagen haft sin Glæde, omend ogsaa sin Møje, og været en Oplevelse, og ogsaa hun har forstaaet, hvor megen Sympati og Lyst til at glæde der ligger bagved. Jeg har endnu ikke sagt Tak det Ord, som hele Brevet er skrevet for at sige, nemlig Ordet Tak, men jeg haaber, at det indirekte er sagt i hvad jeg foran har skrevet.
Deputationen blev og spiste med mig til Middag; en Fugl maa dog have sunget i hvert Fald i Køkkenet om, at der vilde hænde 4 noget overordentligt, thi der var en pæn lille Middag beredt, og selv om Festtalen kun var kort, saa var det dog helt festligt, og vi sendte ogsaa en Tanke til Skagen, efterat Deres Kone havde oplyst, at De ikke længer var paa Jørgensens Hotel i Horsens, men paa Brøndums do i Skagen. Der har De jo allerede haft et Par herlige milde Foraarsdage, som jeg oprigtigt misunder Dem – nej jeg under Dem dem af et godt Hjærte. Gid De maa faa nogle gode Dage, hvor De kan gaa langs Havet og høre de brusende Foraarsbølger.
Lev vel!
Deres hengivne
Erik Henrichsen
