Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
28. juni 1912
misunde Harald Nielsen
28 Juni 1912
Kære Ven
Som et Tegn paa, at de tyske Aviser ikke helt skal regne paa mig til Rubriken for celebre Dødsfald fra Norden, skynder mig at svare Dem paa Deres sidste Brev. Naar jeg undtager, at jeg endnu ikke har faaet Herredømme over mine Ben, og at jeg føler mig stærkt trængende til den "Plads i Solen", som den tyske Kajser1 har forbeholdt sit Rige, saa gaar det mig nu bedre. Men skulde jeg nu mødes med Poul Chr. i aaben Mark, saa vilde han kunne slaa mig alene med Kæften uden at behøve at gribe til de moralske Argumenter, hvormed han forrige Gang besejrede mig. Naar jeg tænker paa Altanen paa Sorø Raadhus, gør det ondt langt ned i Ribbenene og helt ud i Ryggen paa mig. Før Solen faar gennemvarmet mit Bryst, bliver der ikke en Folketaler af mig igen. I det Hele kom den Sygdom mig paa 2 tværs. Jeg havde haabet at blive færdig med den ene Serie af mine Politikere nu til Sommerferien eller i hvert Fald saa vidt færdig, at jeg til Efteraaret kunde præsentere denne Del af mit Album for Offenligheden. Det bliver der nu ikke noget af. Jeg havde glædet mig til, at De og jeg skulde have behersket det litterære Marked til Efteraaret. Thi jeg venter bestemt noget af Dem i den nærmeste Fremtid. Naar jeg ikke har spurgt, er det kun, fordi jeg troer, at De helst vil være fri for saadanne Spørgsmaal.
Og alt imedens dukker der andre litterære Projecter op i Ens Bevidsthed og forstyrrer det Arbejde, man har paa Værkstedet. Jeg har nu saa længe maattet paatage mig en objectiv Historieskrivers Skikkelse, at jeg har faaet en stor Lyst til at skrive noget subjectivt, personligt, intimt, noget lige fra Hjærtet eller rettere fra Galden og Leveren. Det skulde formes ganske som direkte Selvoplevelser uden Omskrivning og helt igennem 3 med Navns Nævnelse. Det kunde ganske vist ikke udgives, men det vilde være mig en Tilfredsstillelse, at have noget saadant liggende til efter Døden. "Fra en afdød Psykologs ledige Timer". Mange Gange maa jeg misunde Harald Nielsen al den herlige Ondskab og Bitterhed, han kan skrive sig fra Livet.
Hvorfra har De den Antagelse, at jeg "altsaa" skriver i "Riget"2? Hvis det har staaet i de tyske Blade, maa jeg bede Dem om at dementere det. Nu da Frants v. Jessen har forladt Bladet og efter den Tone at dømme, hvori "Politiken" omtaler ham,, allerede halvt er paa Vejen over til dette sidste Blad, er der egenlig mere Grund til at skrive om "Riget" end i det. Jeg har præpareret et ekstra-giftigt Kapitel herom til mine ovennævnte efterladte galdesyge Betragtninger. 2 Kroniker har jeg ganske vist skrevet deri i Vinter, men til Gengæld er det 12 Aar siden, at jeg har skrevet i "Politiken", det skal dog godskrives mig, naar Regnskabets Dag en Gang kommer. Hvis De i det Hele skulde have ernæret Dem af 4 mine politiske Artikler i denne Vinter, var De ikke blevet synderlig federe end De er i politisk Henseende. Nogle faa Artikler i "Tidens Tegn", det er alt.
Naar De kommer hjem til Oktober, gaar netop Tæppet op for Kampen om en ny Forfatning. I det Hele Hvilket Liv, hvilken Fart og hvilket Mod til Eksperimenter er der ikke kommet√ i den danske Politik! Der er ingen Grund til at kimse ad den. I det Hele er det jo, som om den mere praktiske, handledygtige Side af Nationens Liv er kommet ovenpaa i de sidste Aar, den nationale Bevidsthed, det militære Instinkt, Forretningsevnen, den tekniske Dygtighed. Det, der huskes fra dette Aar, er "Selandias" Sejersgang og det store, dristige Havneproject paa St. Thomas. Det er Østasiaterne3, i hvis Tegn Landet staar. Har jeg fortalt Dem, at det netop ogsaa var fra disse Krese, at Har. Nielsen i sin Tid fik Pengene til sit Blad. Og nu den nye Konge4, som er 6 Tommer højere end andre danske Konger har maalt siden Christian den 1ste.
5 Kan der ikke bygges en ny Fremtid herpaa? Er det ikke et Symbol? Har ikke allerede Har. Nielsen taget sine Varsler deraf?
Og imedens sover den berømte danske "Kultur" sig dybere og dybere ind i Historiens Mørke. Troer De, at der medens De har været borte, har staaet en Artikel, der skabte Opinion, eller været udfægtet en Polemik, der satte Skel, i nogen dansk Avis – "Ugens Tilsk" maaske undtaget – saa troer De Fejl! Derfor lever ogsaa vi, Kulturens Bærere, saa ensomt, enhver med sig selv og sine mer eller mindre fortræffelige Arbejder i "den Brabandske Husflid"5. Der er ikke noget at samles om eller skændes om, ikke noget, der tilskynder til at holde af hinanden eller hade hinanden. Jeg har passet min Husflid i Vinter, Andersen sin, Rohde sin, Hannover sin, men hvis vi havde mødt hinanden paa Schwartzwalds Bjærgsider i denne Sommer, saa havde De vist været den, der havde mest at fortælle.
Endelig er det da blevet Sommer herhjemme, 6 varme Dage og lune Aftener. Jeg kunde bringe Dem en Hilsen fra Vilhelm Andersen og hans Kone; vi gik en Tur sammen i Dyrehaven igaaraftes. Han har nok en Fortsættelse af "Aaret og Dagen" paa Stabelen. Aarets litterære Succes har ellers været Henri Nathansens: "Indenfor Murene", et i mine Øjne ganske undervægtigt Produkt.
Mandag den 8de Juli drager jeg paa Lykke og Fromme over til Østkysten af Slesvig, ikke langt fra Haderslev, men ude ved det aabne Hav. Dèr har jeg faaet anbefalet et lille Hotel, men aner ellers ikke noget om hvordan der er. Det er altsaa meget muligt, at jeg maa gaa paa Opdagelsesrejse for at finde noget bedre. Men som altid glæder jeg mig hæftigt til at komme ud i Naturen. Alting ser saa frodigt, løvrigt og tæt ud, selv i Parkerne her i Byen, det kommer vist af det regnfulde Foraar. Min Adresse skal jeg sende, naar jeg er kommet derover.
Lev vel, Tak for Brevet, god Sommer, hils Deres Kone, og Else og Steffen, naar han kommer.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
