Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
23. februar 1903
Redaktionssekretær-Emne af høj Rang
23 Februar 03.
Kære Hr. Pontoppidan.
Jeg er bleven gjort opmærksom paa af Rohde, at jeg i mit forrige Brev til Dem havde forglemt at angive min Adresse1. Jeg boer Sortedams Dossering 59 og har Kontor: Ny Vestergade 17. Undskyld Fejlen.
Hvis Ernst B.2 under Deres Samtale med ham har sagt noget, der er af Interesse for Sagen, vilde jeg gærne vide det. Især hvis De mener at have faaet Færten af, hvad hans Plan er med "Tilskueren". Thi denne Vanskelighed hindrer stadig mine Operationer. Den Kres, jeg har Indflydelse i og hvor jeg venter at finde Støtte, er for en Del samlet om dette Tidsskrift, og saalænge de har deres Gang her, tiltroer jeg mig ikke Evne til at faa dem til at følge os med den Disciplin og udelte Energi, som vi maa forlange. Hvad vi behøver, er en lille, men strængt disciplineret Kres, der kan og vil give os hele deres Kraft.
Derfor interesserer især disse 2 Spørgsmaal mig: 1) vil E.B. omdanne "Tilsk" til noget helt forskelligt fra dets nuværende Karakter, f. Eks. et æstetisk Familietidsskrift. I saa Fald er det altsaa ikke mere en Konkurrent. 2) Eller 2 vil han give det en anden Redaktion, der kunde anvende det i et mere agitatorisk Øjemed end nu. I saa Fald burde vi melde os, navnlig hvis det kunde blive ændret til et 14 Dages Skrift.
Hvis det kunde lette denne sidste Ordning, at De traadte i Forgrunden, vil jeg indtrængende opfordre Dem dertil. De staar højt i Gunst hos E.B., medens det modsatte er Tilfældet med mig. Deres Navn har Klang hele Landet over, medens mit kun er kendt i en snæver Kres. Endelig kommer hertil en endnu vigtigere Grund. Den Opgave, der ligger for, er mere litterær end politisk; det er Stormagterne i det nuværende Aandsliv, vi skal føre Krig med, mere end søge os en Valplads i Politiken. Det sidste Forsøg vilde i Øjeblikket kun blive en Guerillakrig, thi her har vi intet bag os, intet socialt Lag eller politisk Parti eller Kres eller Publikum. Vi kunde kun stride for visse politiske Ideer, for en bedre politisk Aand – 5 Juni-Aanden –, og vi vilde for temmelig lang Tid ingen Mulighed have for at faa Hold i en bestemt politisk Kres udover Ideologernes. Al Politik her i Landet er i Øjeblikket i strængeste Forstand socialt bestemt; dette er for Tiden Vejen i alle Lande, og først naar den Strøm kæntrer, og vi igen faar en Politik, der gaar paa tværs ned gennem alle Lagene, er Tiden inde til at hejse 5 Juni-Flaget. Ganske 3 vist kan denne Tid komme før man véd. Men i Øjeblikket er Stillingen den, at den næste politiske Situation atter bliver en social Sprængning, og de, der skal føre denne nye Opposition, har saa længe forberedt sig dertil, at det vil blive vanskeligt at komme op paa Siden af dem.
Litterært derimod (jeg bruger Ordet "litterært", men forstaar det i videste Forstand som alt ideelt) er en Periode forbi, færdig, opraadnet, forsumpet og alt andet, hvad der lugter ilde. Her staar et utaalmodigt Publikum bag og forlanger Afløsning.
Derfor mener jeg, De er Manden mere end jeg. Jeg er enig med Dem i, at Deres Fag, om jeg saa maa sige, i sig selv giver mindre Adkomst til Førerpladsen end mit. Men hvad kan det nytte, naar Situationen er den modsatte?
Og jeg lover Dem, at jeg vil forskrive mig til Dem. Jeg giver Dem herved højtideligt min Forskrivning, som De kan staa paa som en Schylock, og hvis jeg ikke holder den, tage et Skaalpund af mit Kød. Jeg skal gøre alt det Arbejde, jeg duer til, skrive Artikel paa Artikel, sætte andre i Trit, disciplinere hele Banden, være Fyr og Flamme for Bladet og for Dem. Vi er jo enige, og vil have let ved at arbejde sammen.
Men maaske det hele kun bliver et Tankeeksperiment, fordi E.B. ikke omgaaes med Plan No. 2. Dog min Argumentation gælder ogsaa for Tilfældet: et helt nyt Organ. 4 Jeg vilde gærne, at De skulde vise Rohde dette Brev, naar De om nogle Dage er sammen med ham, for at høre hans Mening, om han ikke er enig med mig i Spørgsmaalet politisk-litterært. Iøvrigt er vi vel enige om foreløbig at holde vore Planer hemmelige.
Een Ting har jeg gjort: Jeg har sikret mig den omtalte unge Mand, Har. Chr. Nielsen. Han er et Redaktionssekretær-Emne af meget høj Rang. Og han brænder af Iver. Jeg har taget ham i Ed paa at foreløbig at tie. Det vilde forøvrigt være godt (for ham og for os) om han først kunde faa taget sin Eksamen, hvad han selv meget ønsker, og har søgt at skaffe sig Penge til.
I de yngre Krese nyder jeg adskillig Popularitet, – men til Gengæld er jeg en for de praktiske Politikere fuldstændig ligegyldig Størrelse. Derfor har jeg længe søgt en Lejlighed til at slaa et Slag i den Kres, hvor jeg har mit Publikum. Lejligheden fandt jeg i Lørdags3. Jeg holdt Ove Rode fast paa en aargammel uforsigtig Anmodning fra ham til mig om at holde Mindetale over Hørup i Studentersamf. Han gjorde hvad han kunde for at slaa sig i Tøjret (hedder det ikke saadan?), men som sagt, jeg naglede ham fast. Og saa benyttede jeg denne Lejlighed til at holde en Tale, som gjorde alle Peter Nansenerne, Ove Roderne, C.Th. Zahlerne, Ivar Berendsenerne og de andre 1/4 og 1/8 Dels Høruppere gule og grønne i Ansigtet af Arrigskab. Desværre svigtede 5 min Ven Johan Rohde mig ved denne Lejlighed, saa han kan ikke give Dem noget Referat, og det forfalskede Referat4 i "Politiken" maa De ikke tage nogen Notits af. Men jeg troer selv – og Ubeskedenhed er ikke min Svaghed – at Slaget var af nogen Virkning. Talen kommer i "Tilsk" – desværre var der ikke Plads i Marts-Hæftet, saa den kommer først i April-Hæftet. I dette Hæfte (for Marts) har jeg et lille Stykke paa den bagerste Plads, underskrevet "E", (mit gamle Mærke fra længst forsvundne Dage i "Politiken").
Tænk nu over, hvad jeg har skrevet. Det er vel betænkt fra min Side, jeg har overvejet disse Ting i mange stille Timer. Og naar det bliver Foraar, glæder jeg mig til at gaa en Vandring med Dem gennem Skovene for at tale videre sammen – om vi da ikke ses før.
Hilsen og Haandslag. Hilsen ogsaa til Deres Frue.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
