Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
11. januar 1903

afvente en Løsning

11 Januar 1903.

Kære Hr. Pontoppidan.

Maaske har det undret Dem, at De ikke siden sidst har hørt noget fra mig. Planen egner sig jo bedre til mundtlig end til skriftlig Behandling, og iøvrigt har jeg ingen særlig Anledning haft til at skrive. Jeg havde faa Dage efter vor Sammenkomst en Samtale med Philipsen. Jeg vilde hos ham føle mig for dels angaaende Spørgsmaalet om at have med et Forlag at gøre, dels angaaende "Tilskuerens" Fremtid. Som De véd, er jeg stærkt knyttet til dette Tidsskrift, og jeg troer, at det blive meget lettere at faa samlet den rigtige Stab af Medarbejdere om vor Plan, naar vi ikke har "Tilskueren" til Konkurrent. Der fløj aabenbart den Tanke gennem Philipsens Hoved, at omdanne "Tilsk" til et saadant Blad, som vi havde Lyst til at lave. Men efter en Samtale med Bojesen erklærede han til mig, at vi næppe vilde faa tilstrækkelig frie Hænder, naar vi 2 skulde have med et Forlag at gøre, og at Bojesen heller ikke havde taget nogen Bestemmelse endnu angaaende "Tilsk". Da jeg nu paa Grund af mit Forhold til dette Tidsskrift ikke ønsker at være den, der kommer til at spænde Ben for det, har jeg besluttet at afvente, om der ikke kommer en Løsning paa dette Spørgsmaal snart – hvad jeg efter Philipsen Udtalelser antager, – inden jeg gaar videre, og i denne Ventetid at tie stille med vor Plan. Desuden er det vist mest formaalstjenligt, ikke at begynde paa det praktiske Forarbejde før man er klar til at starte omtrent med det samme.

Jeg gaar derimod omkring og er paa min Post og sonderer Terrænet. Og overalt træffer jeg Tegn paa, hvordan Stemningen forberedes i den Retning, vi ønsker. Man kan stikke Sonden ned paa 20 forskellige, af hverandre uafhængige Steder, og man træffer overalt den samme gærende Utaalmodighed. Paa sine Steder er Stemningen ganske som en ladt Kanon. Herom skal jeg fortælle Dem nærmere, naar vi engang 3 mødes igen.

Venlig Hilsen – ogsaa til Deres Hustru og Tak for sidst og glædeligt Nytaar¹.

Deres hengivne
Erik Henrichsen