Gunnar Gunnarsson til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Kongevej 141,3. 3. januar 1918

Bogen har trods alt vundet

Hr. Henrik Pontoppidan.

Tak for Deres Nytaarsønske¹, som jeg tilfulde gengælder. Jeg havde ogsaa Lyst til at sige Tak for saa meget mere. Men De er kommen mig i Forkøbet. Det vilde lyde som en Gentagelse af Deres Brev og blive lidt for kvitteringsagtigt! – Jeg har nu læst Deres monumentale Bog "De dødes Rige" i den sammentrængte Udgave. Jeg ejer jo ogsaa Førsteudgaven, saa jeg har kunnet følge Deres Arbejde med Begrænsningen lidt. Det er altid en vanskelig Sag, saadan at omarbejde en Bog. Men jeg synes, at Omarbejdelsen er foretaget med et beundringsværdigt Skarpsyn (jeg vilde aldrig kunne se saa 2 objektivt paa et Arbejde af mig selv), saa Bogen trods alt har vundet. Det kan jo engang ikke nytte at benægte, at Kunstens Sjæl for en stor Del ligger i Formen. Naar jeg engang igen skal læse Bogen, vil jeg vælge den sammentrængte Udgave. (Hvem véd for Resten om jeg ikke ogsaa vil kigge lidt i den anden!)

Jeg fik ikke ønsket Dem til Lykke med Nobelpræmien i Efteraaret. Jeg synes, det er saa underligt straks at gribe Pennen eller fare i Telegrafen fordi en Mand faar en fortjent Anerkendelse – og en Sum Penge. Men nu kan jeg jo dog gerne fortælle Dem, at jeg blev glad fordi det blev Dem denne Gang. Jeg kan blot ikke lide, at De ikke fik den hele. Hvad skal denne smaalige Delen til! Menneskene er dog og bliver sig selv – Hverdagssjæle! Naa, Herregud – Tidens Type er vel Udstykningsagenten, og Tidens Løsen: Lige Ret for alle til saa lidt som muligt! 3 Jeg er maaske uretfærdig. Men den omsiggribende Huggen-Hæl og Klippen-Taa er mig saa inderlig imod. At vi Digtere delvis maa regne med Legater og Bistandsydelser er jo i og for sig ondt nok. At Nobelpræmien gennem Deling faar Skær af Fattigunderstøttelse synes jeg er forkert. Den bør komme ikke som en halv, men som en hel Fest. Jeg gaar ud fra, at De ikke deler mine Anskuelser – især da det gælder Dem selv. Men det var mig altsaa lidt af en Skuffelse, at De ikke fik hele Præmien – og en stor Glæde, at De fik den Anerkendelse, som dog knytter sig til den. – Jeg er saa glad, at Solen har vendt. I Morgen skal jeg begynde at arbejde igen. Det er helt hjemligt at sidde foran Skrivebordet igen efter Julens Forstyrrelser. Maaske det er derfor, jeg lader Pennen løbe, selv om jeg, som De ser, ikke har noget videre at skrive om. – Jeg glæder mig saadan til det kommende 4 Aar – maaske fordi jeg aldrig før har staaet overfor saa tilsyneladende uoverkommeligt Arbejde. Desværre kræver mit Arbejde vistnok en Rejse til Norge og et Ophold paa Island – og det er jo saa vanskeligt at rejse i disse Tider. Og jeg vilde saa gerne have min Kone og Drengen med. Naa – jeg er vant til at stole paa at alt nok føjer sig. –

Jeg tænker ofte over, hvordan Deres Hustru mon har det. Men jeg véd ikke, hvor jeg skal faa det at vide.

Vi har det allesammen godt – saa godt som man kan have det i dette stadig mørknende Ragnarok.

Deres hengivne og dybt ærbødige
Gunnar Gunnarsson.

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.