Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra København. 30. juli 1911
som 28 Aar, kun mindre dydig
Kbh. 30 Juli 111
Kjære Hr. Nathansen
Tak at De tænkte paa√ mig paany og giver mig saa smuk en Beskrivelse af Landlivets og Ensomhedens Glæder.
De første kjender jeg ikke, de sidste er jeg fortrolig med, skjønt De mener jeg har sagt, de fordummer, hvad jeg ikke véd. Men det gjør de vist ogsaa.
Om mine Forhold ved De øjensynligt slet ikke Besked. Siden 22 Maj har jeg havt 7 Aarebetændelser. Naar undtages Tiden 7-16 Juni har jeg i noget over to Maaneder været sengeliggende og jeg skriver ogsaa nu liggende paa Ryggen i min Seng. Saavel i Italien som i Paris var jeg sengeliggende. Kun stod jeg op af og til, naar jeg mente, Faren var ringere. I Kbh. var 2 jeg kun oppe 8de og 9de Juli, kunde dog kun gaa de 20 Skridt til Sporvognsstationen.
Her fulgte først den sjette, svagere, Betændelse; den syntes helt slukt 20 Juli. Men to Timer efter, mens jeg laa udstrakt sprang Betændelsen næsten halvanden Alen og denne sidste Betændelse var af alle den værste, overordentlig smertefuld og strækkende sig næsten en halv Alen. Jeg maatte sige mig, at sprang den en Gang til, naaede Proppen Hjertet.
Idag synes alle Betændelserne paany slukt, og jeg ligger af Forsigtighed kun.
Men De begriber hvad dette vil sige: Siden 22 Maj har jeg ej sovet nogen Nat uden Bedøvelse, undertiden en√ meget stærk.
Især har der været Tider, hvor jeg maatte bedøve mig heftigt for at jeg ikke i Søvne skulde gjøre en Bevægelse med Benet og Blodproppen gaa op i Hjertet eller Lungen – 3 denne Fare, der uafbrudt truer, er gør En√ til Tider næsten gal.
Desuden har Smerterne under alle disse Anfald nu og da været utaalelige, uafbrudte.
Jeg havde i Italien og en Tid i Paris en Plejerske, en nær Veninde; men hun var nødt til at rejse fra mig for en Maaned siden. Derfor har jeg havt rigtig Lejlighed til at nyde Ensomhedens væmmelige Glæder; naturligvis er Besøg endnu væmmeligere, jeg lader derfor sjælden nogen komme ind.
Ak kjære, det er muligt, at der er godt paa Landet i Danmark. Men for mig er efterhaanden Landet ikke til at bo i. Jeg er her neppe, før jeg længes bort.
Sven Lange var ret ondartet, og hans Svar2 uærligt. Mig har han hemmeligt√ ærgret ved det paa mig møntede usande Vers, der findes i hans sidste Novellesamling og som stod i saa stærk Strid 4 med hans tidligere Følelser for mig.
Jeg er bleven udnævnt til Æresdoctor af St. Andrews og skal være Byens Gæst 12-15 September.
Ogsaa en anden Udnævnelse af lignede Art er bleven mig meddelt, men det synes som om kjære Landsmænd gjør, hvad De kan, for i sidste Øjeblik at forpurre det. Idetmindste sagde den franske Minister3 mig det, som kom og sad ved min Seng igaar.
Min kjærligste og taknemmeligste Hilsen til Fru Johanne.
Deres
G. B.
Det Værste ved Sygdom er næsten Hjernens Ødelæggelse ved den evige Narkose og Kroppens Slappelse ved den ringe Hvile (der dog endnu ikke er helt evig). Forøvrigt føler jeg mig som var jeg 28 Aar, kun noget mindre dydig end dengang.