Georg Brandes til Erik Skram
29. december 1888

Literaturens kristelige Hang

Lørdag Aften [lørdag 29.12.18881]

Kjære Skram!

Som jeg sidder iaften falder det mig ind, at De forrige Løverdag opfordrede mig til at sætte min Tak til Deres Frue for Lucie2 paa Papiret. Det gjør jeg meget gjerne, men en skreven Kritik kjeder det mig altfor meget at give. Intet er behageligere end at fortælle en smuk Dame, at man beundrer hende, og Intet pinligere end uden Nødvendighed at skulle angive nøjagtigt det Punkt, hvor man ophører at beundre hende. Lad mig nøjes med at sige Fruen gjennem Dem, at Fremstillingen med sin Kraft og Knaphed, selve Hovedæmnet og Hovedhandlingen tiltale mig meget, men at jeg noget vanskeligere 2 forsones med Motivet: den natlige Besvangring ved den ubekjendte Sjover. Det udspringer efter min Opfattelse ikke med nogen Nødvendighed af det centrale Æmne og er saa Pokkers grimt og trist. Men Deres Frue véd, at jeg er en gammel forhærdet Aristokrat, der i Grunden kun elsker det Skjønne, Stærke, Fornemme, det som ikke indbyder til Medlidenhed, og i Grunden staar fremmed overfor Literaturens saa kristelige Hang til at sysle med alt det Mislykkede. Thi der stikker mere Kristendom bag ved det end man tror. Og jeg er – trods al menneskelig Ømhed og Blødhed – i Kunst og Aand den diamanthaardeste Hedning.

Imidlertid har jeg, for at tale norsk, "saapas" Dannelse at jeg forstaar at vurdere en Behandling uden Hensyn til Æmnet.

3 Jeg havde forleden for første Gang en Samtale med min Kritiker og Biograf, Hr. Cl. Wilckens3. Med en underlig blandet Følelse har jeg læst hans store Afhandling om mig. Jeg selv kunde jo intet lære deraf og alle Bestemmelser var mig saa fremmede. Staar jeg virkelig ogsaa saaledes ogsaa for Dem? Misforstaa mig ikke. Jeg vurderer Skribentens store Honnettetet, hans Bestræbelse for Upartiskhed osv. men det er jo ikke mig; der hæver sig ikke ud deraf et Menneske som staar paa sine to Ben, endmindre som gaar paa dem. Og saa har han næsten helt igjennem blot fulgt min modstræbende og misundelige Beundrer Hr. Vodskov. Begge disse Herrer har skrevet om mig uden at kjende 4 mig, uden at have havt en Samtale med mig. End ej da han vilde skrive mit Liv, har W. rettet et Spørgsmaal til mig. Det blev derfor altsammen efter Bøger og Artikler. Meget beklagede han at han til Kilder kun havde havt Afhandlinger af mine Fjender at tye til, der fandtes ikke én af nogen, som stod paa samme Side. Det slog mig, at det var sandt. Derfor vil jeg ende dette Brev med at ønske at naar De engang slet intet bedre har at gjøre, De da vil portrætere mig et eller andet Sted, da De baade i al Alm. er min Ven og desuden kjender mig, har talt med mig mange Gange, har Opfattelse, Dømmekraft og kan skrive. De kan ikke blot trygt rose mig uden Fare for at jeg skal tage Dem det ilde op, men endog uden Risiko dadle mig. Dog behøver Alt dette først at ske, naar De er blevet en vis Olding.

Glædeligt Nytaar Deres G.B.

 
[1] jf. nytårsønsket sidst i brevet. Lucie udkom i 1888. tilbage
[2] Lucie: roman af Amalie Skram fra 1888. tilbage
[3] Wilckens: Claudius Wilkens (1844-1929), filosof. tilbage