Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 5. februar 1935
Lediggang er mig nægtet
Aarhus 5/2 35.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Altfor sent faar jeg Tid til at sende Dem min bedste Tak for Deres elskværdige Hilsen og Lykønskning1 paa min Fødselsdag. De glædede mig meget med den – ikke mindst fordi De indirekte fremhævede mine skønliterære Arbejder ved at udtale Ønsket om at se mig optræde igen indenfor Genren.
Naar jeg i saa mange Aar ikke har "digtet", men kun revset eller rost andre, der forsøgte det, er Grundene flere. En meget vidstrakt Foredragsvirksomhed rundt i Landet og et stadigt Kronik-Redaktionsarbejde ved Aarhus Stiftstidende lægger – i Forbindelse med et rudimentært Skolearbejde, der kun omfatter Faget Sang – saa stærkt Beslag paa min Tid, at den Lediggang, der efter mine Erfaringer nødvendigvis maa gaa forud for en Romans Tilblivelse, er mig nægtet. Men jeg maa ogsaa sige, at efterhaanden som "Skønliteraturens" Niveau er sænket dertil, at ikke alene Gud, men ogsaa Hvermand præsterer sig frejdigt med hvad som helst, er det svært at bevare Lysten til digterisk Fremstød. Digtekunsten er jo ikke længer et Forum for Idéer og højere Formaals Fremme, mere et Rov for Spekulanter og Svindlere, der dels udnytter, dels terroriserer 2 det arme Publikum, saa det sølle Væsen hverken ved ud eller ind. Nu synes jeg, man med større Slagkraft kan gaa i Brechen for sine Ting gennem de almægtige Blades Spalter og fra Talerstolene. Og dette at ville sætte sig et varigt Monument i Literaturen bliver jo en mere og mere ørkesløs Hensigt, eftersom Tiden med større og større Hast vender sig fra alt, hvad der skete saa langt tilbage som i Gaar!
Naa – trods disse mistrøstige Betragtninger er det dog ikke udelukket, at jeg falder for Fristelsen – en saadan indfinder sig virkelig nu og da – til at prøve Romanen endnu engang.
I det mindste takker jeg Dem hjerteligst for Deres Opfordring dertil og beder Dem modtage de bedste Hilsener ogsaa fra min Kone.
Deres hengivne
Richardt Gandrup
