Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aarhus. 24. oktober 1927
Sandhedsvidnets bitre Lod
Kære Hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg takker Dem mange Gange for Tilsendelsen af Deres Bog. Jeg modtog den i Svejbæk, hvor vi har boet nogle Dage for at se Skovene i deres Efteraarsfarver. Nu har vi lukket Huset derude af for Vinteren og er gaaet i Hi her paa tredje Sal.
Jeg har følt mig stærkt grebet af Deres Bog, skøndt jeg ikke er enig med Dem i Deres Dom over Politik og Presse. Det Forhold, hvori Hovedpersonen staar til Omverdenen, giver alle Perioder sikkert Mulighed for, og nogen Anklage mod bekendte Epoker og Retninger giver det næppe Hjemmel for. Den særlige Sindsform, som Mag. Thorsen repræsenterer, vil sikkert overalt i Verden og til alle Tider møde en Skæbne, der er analog med den, De tegner i "Mands Himmerig". Ulykken er ikke at søge i Forhold eller Omstændigheder. 2 Dens Aarsag ligger dybere, mener jeg – helt inde i Menneskesindets uopklarlige Virvar. Den, der vil Konsekvens, bliver altid og overalt ladt i Stikken af dem, der paa praktisk Vis affinder sig med de nærmeste Muligheder. Det er udfra denne Indvending, det har gjort mig ondt, at Deres Dom i denne Bog falder saa haardt paa de Kredse, hvor jeg dog synes, Frisindet trods alt har haft de blideste Kaar. Naturligvis er jeg ikke blind for de forargelige Narrestreger og for det Frihedshykleri, der er drevet fra den Side; men jeg mener, det altsammen er overgaaet i Modpartens Lejr. Det er ikke saadan, at Deres Dom forekommer mig alment uberettiget; men jeg synes den falder for tungt til den ene Side. Hvad rummer f.Eks. ikke de saakaldt "nationale" Partier af anstødeligt Hykleri, og hvor var ikke fra den 3 Side hele Grænsedrøftelsen forplumret af unævnelige og fordulgte Tendenser. At vort Folks nationale Selvbevidsthed er forsmædeligt ringe, er jeg derimod ganske enig med Dem i. Og alligevel – maa vi ikke ofte gribe os i en Undervurdering af just det, vi kalder Folket; er ikke Anonymernes store Familie sundere og ærligere, end det ofte ser ud til. I Politik og Presse overophedes Begivenhederne paa en unaturlig Vis og bliver derfor som Regel kun et forvrængende Spejlbillede af "Tiden" og "Folket". Jeg har altid en Følelse af at komme i renere Luft, naar jeg – forresten ret hyppigt – dukker ned i jævne Menneskers Kreds; der er vel i Almindelighed ikke saa langt til Synskredsen iblandt dem, men der er tidt højere til Loftet – jeg siger tidt – ikke altid! Derfor gled der en mild Varme 4 igennem mig, da jeg i Deres Bog læste Scenen, hvor den ensomme Mand hører et lille Aftenselskabs Afskedssnak: Hils Sofie. Glem ikke Møllers Fødselsdag. Hils Bedste – o.s.v. I denne Omsorg for Sofie, Møller, Tante og Bedste er der en Storhed midt i det smaa; paa en Maade bliver Thorsens Kamp nok større ved Sammenstillingen – men det hele kan med fuld Ret, synes jeg, ligesom slaa om i Modsætningen og gøre ham mindre, fjerne ham betænkeligt fra det egentlige.
De vil fra mine Bøger – især fra "Det øde Land" vide, at jeg ikke alene staar fremmed overfor en Type som Deres Bogs Hovedperson; og derfor gribes jeg altid af den. Sandhedsvidnet og dets bitre Lod er et tragisk Motiv, der overgaar alle andre; det er det vægtigste Bevis paa Menneskesindets skæbnesvangre 5 Mangel paa Ligevægt.
Naa – jeg maa bede Dem tilgive mig min Vidtløftighed. Hverken Bogen eller dens Problem lader sig drøfte udtømmende pr. Brev, og jeg vil heller ikke besvære Dem med en Imødegaaelse af min Opfattelse. Skulde jeg komme til Fyen i Vinterens Løb, vil jeg derimod gerne have Lov at aflægge det lille Besøg, De sidst indbød mig til. Saa maaske vi kan tage Sagen op igen mundtligt.
Min Kone og jeg sender Dem de venligste Hilsener og beder Dem bringe Deres Frue de bedste Ønsker om en god Bedring. Gid De begge maa have det godt i den tilstundende Vinter.
Deres hengivne
Richardt Gandrup
Aarhus, 24/10 27.
