Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 12. februar 1936

Min Brevsamling til Det kongelige Bibliotek

12 Febr. 36

Kære Pontoppidan. – Det var et fornøjeligt lille Besøg, jeg hade af Else og Einar i Søndags. Det glædede mig meget – men det var da et forbandet koldt Vejr, og jeg haaber, at de ikke er kommet til at fortryde, at de la Vejen til Holte, hvor Einar skulde i Konsultation, om ad Helsingør – men jeg hade i hvert Fald megen Glæde af det. Hvor de dog har holdt sig mærkelig godt begge to – de synes mig næsten uforandrede fra deres fagre Ungdomstid og nu maa de dog begge være et Stykke inde i det femte Decennium. Einar mente, at det var 20 Aar, siden jeg var i Rørvig og tilbragte et Par rare Dage hos Dem og en mindre rar Nat hos Karen eller Maren eller hvad hun nu hed. Det var den Gang, da vi to spaserede langs Nordstranden og jeg første Gang saa virkelige Gryder i Klitterne med Grupper af 3/4 nøgne Herrer og Damer i ganske ugeneret Samvær, saa jeg ikke vidste, hvor jeg skulde se hen for ikke at genere mig selv. Og saa passerede vi ogsaa paa vor Spaseretur en Ko i Barselnød med en nyfødt Kalv, der endnu hang fast ved Navlestrengen – ogsaa et Syn, jeg aldrig før hade set. – Men det var Else og Einar, jeg var ved. Ja, jeg synes, de stadig, at de begge baade i Ydre og Indre har bevaret saa meget af deres Ungdom og Friskhed, at det er mærkeligt. Det skyldes vel et harmonisk og forstandigt Samliv, og det var jo det, jeg i min Bryllupstale ønskede dem, da jeg raadede dem til aldrig nogen Aften at lægge sig til at sove uden som gode Venner. De synes virkelig at ha fulgt mit Raad.

Det glædede mig at høre om Deres Befindende af uvildige Vidner. Det synes at ligge lige paa Grænsen af Velbefindende, endog Deres brækkede Ben synes De nok nu er et ganske udmærket Ben, som De næsten stoler mere paa end paa det andet.

2 Og saa fortalte de mig ogsaa om al den Fornøjelse De hade af Deres Radio lige til Søndag Aften mellem 8 og 9, naar De ikke vilde forstyrres, mens De havde Besøg af "Familien Hansen". At en Litteraturens Æresdoktor og Nobel-Pristager kan komme saa vidt i Radiomani! Men Vilh. Andersen er jo ogsaa blevet Offer for den, skønt han første Gang, han holdt Foredrag i Radio, befandt sig som om han var "paa Lokum" og svor paa, at der vilde han ikke oftere – – Tak for Hilsenen til Collett Vogt. Den vil nok glæde ham. Jeg sender ham den med det allerførste og citerer, hvad De siger om hans lille Skuespil. Og her sender jeg Dem en lille Artikel af ham, som jeg synes er ualmindelig fin og følsom, et rigtigt Udslag af hans fine og følsomme Natur. Desværre er det vist ikke Exemen, men snarere Sukkersygen, der holder ham paa Sygehuset. Der er noget galt ved hans ene Fod, og det er nok et daarligt Tegn. Det er ikke saa let at leve under saadanne Forhold, men endnu synes han dog altsaa ikke at ha tabt Lysten til at arbejde.

Nu er min Brevsamling kommet til det kgl. Bibliotek. Det gik ret hurtig for sig. Jeg fortalte Fru Lis Jacobsen en Dag, hun besøgte mig, at jeg tænkte paa [at] overlade den til Biblioteket og nogle Dage efter fik jeg Brev fra Overbibliotekar Carl S. Petersen, at Biblioteket vilde sætte megen Pris paa at faa den og at han sammen med Fru Lis J. gerne vilde komme og hente den. De kom saa i Fredags til Frokost og bagefter saa vi sammen paa Sagerne, der foruden Brevene bestod af Manuskripter og af nogle tykke Bind af mine egne Artikler til Blade og Tidskrifter, navnlig en Korrespondance til Stockholms Dagblad fra Aarene 1875-87. Han tog det alt med stort Begær. Brevene, deriblandt altsaa ogsaa Deres gaar under Brevskriverens Navn ind i Bibliotekets Brevsamling og er ikke tilgængelige for nogen uden Brevskriverens Samtykke, saa længe han lever og hans nærmeste Arvinger efter hans Død. Jeg er glad for, at dette nu er ordnet. – Det har længe ligget mig paa Sinde.

Og saa slutter jeg for denne Gang. Det kniber ogsaa svært for mig med at skrive og næsten snarere med at læse, hvad andre skriver til mig, hvilket dog ikke gælder om Deres Breve, der er saa tydelige.

Deres hengivne
M. Galschiøt